Denne information er et supplement til vores mundtlige information om den behandling, vi anbefaler.
Informationen er en hjælp til at få overblik over behandlingen. Dine pårørende kan også have gavn af at læse informationen.
I denne pjece kan du læse om
- hvordan behandlingen foregår
- hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen
- hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Hvorfor anbefaler vi behandling med Goserelin?
Goserelin er et såkaldt Gonadotropin-frigørende hormon (GnRH), som påvirker de overordnede kønshormoner.
Goserelin bruges
- i forbindelse med kemoterapi før eller efter operation for brystkræft, hvis der er et ønske om at øge muligheden for kunne blive gravid efter kemoterapien (Æg-besparende behandling).
- i kombination med antihormonbehandling til unge kvinder med øget risiko for tilbagefald, hvor behandling med Goserelin midlertidigt sætter patienten i overgangsalder, hvilket mindsker risikoen for tilbagefald.
Sådan gives behandlingen med Goserelin
Goserelin gives som en enkelt indsprøjtning under huden i maveskindet hver 4. uge. Det tager kun kort tid at få indsprøjtningen.
- Æg-besparende behandling: Den første indsprøjtning gives 4-7 dage før den første behandling med kemoterapi, og behandlingen fortsætter til og med den sidste kemoterapi
- I kombination med antihormonbehandling: Goserelin gives sædvanligvis i en periode på 5 år.
Generelt om behandling med Goserelin
Forholdsregler i forhold til familie og venner
Du kan omgås din familie og dine venner som du plejer.
Graviditet
Du må ikke blive gravid under behandling med kemoterapi og antihormonbehandling. Goserelin beskytter ikke mod graviditet - spørg os til råds om prævention
Bivirkninger
Goserelin kan som al anden medicin give bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er:
- reaktion på indstiksstedet (hævelse, rødme, smerter)
- hede- og svedeture
- tørhed i skeden
- ledsmerter
- træthed
- hovedpine
- vægtøgning
- humørforstyrrelser
- nedsat lyst og evne til seksuelt samvær
- menstruationslignende blødning i starten af behandlingen, såkaldt afstødningsblødning. Menstruationen bør ophøre under behandlingen med Goserelin. Hvis du fortsat har menstruation, skal du tale om det med en læge.
Bivirkninger på grund af behandlingen med Goserelin kan være vanskelige at skelne fra bivirkningerne fra behandlingen med kemoterapi eller antihormoner.
Fortæl os om de bivirkninger, du oplever undervejs i behandlingen, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.