Formålet med operationen
Du skal opereres for en forsnævring på overgangen mellem dit nyrebækken og din urinleder. En sådan forsnævring gør, at nyren har besvær med at lede urinen ned i blæren. Når urinen ikke kan komme ned i blæren, ophober den sig i nyrebækkenet, som udvides. Det kan give smerter i nyren, øge din risiko for infektion og påvirke din nyrefunktion. Formålet med operationen er at lindre dine symptomer og bevare din nyrefunktion.
Forberedelse i ugerne inden operationen
Medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause før din operation. Det aftaler vi med dig, hvis det gælder for dig. Inden operationen skal du tage den medicin, som du har aftalt med narkoselægen.
Kosttilskud
Risiko for blødning under operationen øges, hvis du tager kosttilskud (fiskeolie, Glukosamin, Q10, hvidløgstabletter eller ingefær). Du skal derfor holde pause med kosttilskud før operationen. Helst 14 dage før operationen, hvis det er muligt.
Kost og motion
Det er vigtigt, at din krop er i god form, når du skal opereres. Du skal derfor spise sundt og varieret, og du skal sørge for at være i så god fysisk form som muligt. Du kan læse mere om kost før operationen i patientinformationen "Kost før operationen".
Alkohol og rygning
Vi anbefaler, at du hverken ryger eller drikker alkohol op til operationen, da det øger risikoen for komplikationer. Læs mere om rygning, alkohol og operationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside http://www.sundhedsstyrelsen.dk
Undersøgelser og samtaler
Inden operationen
- Indlæggelsessamtale med sygeplejepersonalet.
- Samtale og undersøgelse af læge.
- Samtale med narkoselæge om bedøvelsen.
- Blodprøver og eventuelt hjertediagram (EKG).
- Aflevere urinprøve.
- Have taget mål til støttestrømper, som skal forebygge blodpropper i benene.
- Fjerne eventuel hårvækst i operationsområdet med en hårtrimmer. Har du ikke en hårtrimmer, skal du selv fjerne hårene med en skraber 1 uge før operationen. Vi fortæller dig i hvilke områder, hårene skal fjernes.
Faste og tørste
- For at mindske risikoen for at du kaster op under bedøvelsen, er det vigtigt, at din mavesæk er tom. Du skal derfor faste 6 timer før operationen.
- Hvis du skal opereres næste dag, skal du faste fra kl. 02:00.
- Indtil 2 timer før operationen må du drikke klare væsker. Klare væsker er ikke alkoholiserede væsker som fx vand, saft, the eller kaffe uden mælk/fløde, sodavand og juice uden frugtkød. Hvis du skal opereres næste dag, skal du tørste fra kl. 06:00 om morgenen.
- Faste og tørste reglerne gælder medmindre andet er aftalt med personalet. Du kan læse mere om faste, når du skal bedøves på http://www.herlevhospital.dk/bedoevelse-voksen
Operationsdagen
Forberedelse derhjemme
Inden du møder på hospitalet, skal du:
- Tage et brusebad.
- Fjerne eventuel neglelak og make-up.
- Medbringe badekåbe og hjemmesko.
- Tage eventuel medicin som aftalt med læge.
- Medbringe egen medicin.
På hospitalet
Inden du bliver kørt til operation, skal du:
- Tage smykker og ur af.
- Lade vandet.
- Have identifikationsarmbånd på.
- Tage det tøj på som du får udleveret på hospitalet.
- Have smertebehandling samt en indsprøjtning med blodfortyndende medicin, der skal forebygge udvikling af blodpropper.
Du må gerne beholde eventuelt briller, høreapparat og tandprotese på.
På operationsstuen
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 2 timer. Når du skal bedøves, får du anlagt et plastikrør (et drop) i hånden. I droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin samt væske under operationen. Når bedøvelsen virker, lægger kirurgen 4-5 snit på ca. 1-2 cm i huden, og kikkertinstrumenterne føres ind i bughulen. For at få et bedre overblik over de indre organer, blæses en gas (kuldioxid) ind i bughulen. Forsnævringen mellem nyrebækken og urinleder fjernes. Nyrebækken og urinleder sys efterfølgende sammen igen, og der lægges et indvendigt midlertidigt kateter (JJ-kateter). Det midlertidige kateter går fra nyrebækken via urinlederen og ned i blæren. Det anlægges for at aflaste syningen i nyrebækkenet og for at sikre, at urinen kan løbe frit fra nyre til blære. Bagefter lukkes sårene i huden med klips.
Komplikationer
I forbindelse med operationen kan der opstå blødning, som kræver, at du skal have blod. Der kan også forekomme skader på omkringliggende væv og organer, blødning i underhuden, sårinfektion og lungebetændelse. Hvis der opstår komplikationer under indgrebet, kan det blive nødvendigt at foretage en åben operation. Det betyder, at der laves et længere snit i huden mellem navlen og ribbenskanten på ca. 20-25 cm.
Efter operationen
Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du observeres, indtil bedøvelsen har fortaget sig. Som regel 2-4 timer. Du bliver herefter kørt til sengeafsnittet, hvor personalet tager imod dig og observerer din tilstand. Du får tilbudt noget at drikke og spise. Du bliver opfordret til at komme ud af sengen allerede om aftenen. Personalet hjælper dig de første gange, du skal ud af sengen.
Dagene efter operationen
Kateter
Du har under bedøvelsen fået anlagt et kateter i blæren. Kateteret fjernes dagen efter operationen.
Du har også fået anlagt et indvendigt JJ-kateter. Kateteret skal ligge i 3 uger efter operationen og fjernes i ambulatoriet i lokalbedøvelse. Det er almindeligt at kunne mærke det indvendige kateter ved vandladning og fysisk aktivitet. Nogle oplever dette som et jag eller et niv i nyren. Enkelte oplever konstante murrende smerter over ryggen og i blæren. Derudover kan der være hyppig vandladning og blod i urinen, som ofte ophører efter et par dage. Ved fysisk aktivitet kan der også ses blod i urinen.
Smertebehandling
Du kan forvente (lette) smerter i maven og eventuelt i skuldrene i nogle dage efter indgrebet. Smerterne i skuldrene skyldes, at den gas, der blev blæst ind i bughulen under operationen, kan irritere og udløse smerter i netop skuldrene. Efter operationen får du smertestillende medicin, så du er i stand til at trække vejret godt igennem, og kan bevæge dig uden særlige gener. Har du ondt, skal du informere plejepersonalet således, at din smertebehandling kan reguleres.
Støttestrømper og blodfortyndende indsprøjtning
I de dage du er indlagt, skal du beholde støttestrømperne på. Du får en indsprøjtning med blodfortyndende medicin hver dag.
Kost og væske
Du må spise og drikke, som du plejer. Det er vigtigt for sårhelingen, at du får en god ernæring. Hvis du får kvalme, skal du informere plejepersonalet, så vi kan hjælpe med at lindre kvalmen.
Fysisk aktivitet
Da du har ligget længe i sengen og ikke været lige så aktiv, som du plejer, har du øget risiko for at få komplikationer, for eksempel lungebetændelse. Det er derfor vigtigt, at du trækker vejret dybt, og at du kommer ud af sengen og bevæger dig, selvom du føler dig træt. Vi anbefaler, at du kommer op at sidde og går små ture i afdelingen flere gange både om dagen og om aftenen. Vi hjælper dig i det omfang du har brug for det.
Mavetarmfunktion
Det kan være svært at få ordentligt gang i mavetarmfunktionen igen efter længerevarende bedøvelse og operation. Det er derfor vigtigt, at du spiser og drikke til alle måltider og bevæger dig omkring så meget som muligt.
Du får desuden udleveret et mildt afføringsmiddel. Du skal selv medbringe tyggegummi, som er med til at fremme tarmfunktionen.
Hvile
Det er almindeligt at være træt efter en operation, og mange oplever, at det kan tage lang tid, inden trætheden fortager sig. Det er vigtigt, at du får sovet om natten og hvilet i løbet af dagen.
Humør
Efter udskrivelsen kan selv små ændringer i din tilstand eller velbefindende udløse usikkerhed og tristhed. Humørsvingninger er helt almindelige og oftest forbigående.
Udskrivningssamtale
For at sikre at du er tilstrækkeligt informeret om dit videre forløb, skal du inden udskrivelsen have en udskrivningssamtale. Vi opfordrer dig til, at du inden samtalen forbereder eventuelle spørgsmål, og at du venter med at forlade afdelingen indtil efter samtalen. Hvis du efter udskrivelsen fortsat skal tage medicin, får du udleveret en medicinliste.
Efter udskrivelsen
Smertestillende medicin
Det er en god ide, at du har smertestillende medicin til rådighed, når du kommer hjem efter operationen. Du kan købe det i håndkøb på apotek eller i supermarked.
Sårpleje
Du kan tage plastrene af, når der er gået 24 timer efter operationen. Du skal kun sætte nye plastre på, hvis der siver væske fra sårene. Sårene skal vaskes forsigtigt i forbindelse med brusebad. Du må tage brusebad, når der er gået mindst 24 timer efter operationen. Du må ikke gå i karbad før trådene/klipsene er fjernet. Sårene duppes tørre med et blødt håndklæde. Rødme, hævelse og varme omkring sårene kan være tegn på betændelse, og du bør kontakte din praktiserende læge. Trådene/klipsene skal fjernes 10 dage efter operationen hos din praktiserende læge, og du skal selv bestille tid til det. Arrene bliver pænest, hvis du beskytter dem mod solen. Vi anbefaler, at du dækker arrene med tøj det første år efter operationen og derefter er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor.
Daglige aktiviteter
Det er normalt at være træt de første uger efter operationen, og derfor bør du genoptage dine daglige aktiviteter i det omfang, du magter det. Undgå tunge løft og undgå at dyrke sport de første 6 uger efter operationen. Lyt altid til din krop. Aktiviteter og løft, som ikke generer eller gør ondt, er tilladelige. Det er individuelt, hvornår du må begynde at arbejde igen, men du skal regne med 2-4 ugers sygemelding efter operationen.
Indlæggelsesbevis og sygemelding
Afdelingen udleverer gerne et indlæggelsesbevis, men har du brug for en sygemelding, skal denne udstedes af din praktiserende læge.
Rejser
Du er normalt ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.
Henvendelse ved komplikationer
Kontakt os hvis du oplever komplikationer, det kan for eksempel være:
- Feber over 38,5 grader.
- Kvalme og opkastninger, tiltagende udspilet maveomfang.
- Tiltagende smerter i mave/operationssårene.
- Rødme, varme og hævelse omkring sårene.
- Sivning med tykt gulligt pus fra sårene.
- Smerter eller hævelse i det ene ben.
- Brystsmerter eller åndenød.
- Manglende afføring 5 dage efter operationen.
Det første døgn efter udskrivelsen skal du ringe til sygeplejersken, i det sengeafsnit, du er udskrevet fra, hvis du oplever komplikationer.
Efter det første døgn skal du om dagen mellem kl. 08:00-15:00 henvende dig til Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din praktiserende læge.
Efter kl. 15:00 skal du henvende dig til din praktiserende læge eller til Akuttelefonen 1813.
Kontrol og behandling
Du skal hos din praktiserende læge have fjernet klipsene i operationssårene efter 10 dage. Cirka 3 uger efter operationen skal du til kontrol i Afdeling for Urinvejssygdomme, klinik1, hvor vi vil fjerne det indvendige JJ-kateter.
Omkring 8 uger efter operationen skal du have foretaget en kontrol af din nyrefunktion (renografi) og komme til svar og samtale i Afdelingen for Urinvejssygdomme, klinik 1.
Opstår der spørgsmål om din operation eller dit forløb efter 1. kontrol, kan du ringe til sygeplejersken i Nyreteamet tirsdag og torsdag mellem kl. 08:00-10:00 på telefonnummer 38 68 32 62.
Du kan også skrive til os på http://www.minsundhedsplatform.dk eller i appen MinSP.