Gå til hovedindhold

Doxorubicin og Dacarbazin, behandling med

Til patienter med bløddelskræft

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Nyere videnskabelige forsøg har vist, at kemoterapistofferne Doxorubicin og Dacarbazin i kombination kan være effektivt til behandling af din type af bløddelssarkom.

Sådan foregår behandlingen

Før behandlingsforløbet begynder, kan det være nødvendigt med nogle undersøgelser. Det kan f.eks. være scanning, blodprøver, elektrokardiogram (EKG) og en hjertefunktionsundersøgelse (MUGA).

Behandlingen gives ind i en blodåre i armen

Det kan være nødvendigt, at du får anlagt en adgang til en større blodåre. En sådan adgang kan for eksempel være en PAC (Port - a - Cath) eller en PICC-line. Du får en særskilt patientinformation om dette.

Behandlingen varer ca. 1 time og gives ambulant, dvs. du går hjem efter behandlingen er givet.

En behandlingsserie svarer til perioden fra du begynder på en behandling (dag 1), til du begynder på den næste behandling (dag 22). Det svarer til, at en behandlingsserie varer 3 uger.

Du skal være opmærksom på, at behandlingen gives i fire dage i træk, dog kun med begge kemostoffer den første dag og de tre efterfølgende dage kun med det ene kemostof.

Hvis blodprøverne og dit almene velbefindende tillader det - og du ønsker det, fortsættes behandlingerne. Dog er der en begrænsning på, hvor mange gange du kan få Doxorubicin.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udskyde behandlingen en uge, indtil blodprøverne viser normale værdier igen.

Sådan følger vi din sygdom og behandling

Før du møder til kemoterapi, får du taget blodprøver og bliver undersøgt af en læge. 

I forbindelse med lægesamtalen bliver du spurgt om, hvordan de forløbne uger har været, og hvilke bivirkninger og oplevelser af ubehag du eventuelt har haft. Indimellem de første behandlinger er det nødvendigt at tage en blodprøve. Det kan foregå lokalt på hospital eller hos din egen læge. Efter hver 3. behandling får du foretaget en kontrolundersøgelse som f.eks. en CT-scanning.

Mulige bivirkninger ved behandlingen med Doxorubicin og Dacarbazin

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne men også kroppens raske celler. Den påvirker især de celler, der vokser hurtigt, som for eksempel cellerne i hårsækken, mavesækken og knoglemarven. Knoglemarven er den fabrik, hvor dine blodceller bliver dannet. Du vil derfor kunne opleve bivirkninger ved behandlingen.

Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at få behandlingen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og det er ikke sikkert, at du oplever dem alle.

Påvirkning af knoglemarven viser sig ved nedsat dannelse af blodceller. Det kan give blodmangel, (træthed, hovedpine, øresusen), større tilbøjelighed til infektion (feber) og øget tendens til blødning som f.eks. næseblødninger og små hudblødninger.

Vigtigt!

Hvis du

  • får feber over 38,5 grader og/eller
  • tegn på blødning er det vigtigt at kontakte afdelingen.

Kvalme og opkastning  I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin. Du får udleveret medicinen i afdelingen.

Slimhinderne i munden og i tarmen kan blive irriterede. Det kan medføre ømhed, små sår og svampeinfektion i munden og/eller diarre. Bivirkningerne kan behandles med medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Træthed  Behandlingen kan gøre dig træt, og du kan få behov for at sænke tempoet. Giv dig selv tid til at slappe af og lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.

Svækkelse af hjertemusklen Behandlingen kan i sjældne tilfælde medføre svækkelse af hjertemusklen. For at holde øje med hjertes funktion får du jævnligt foretaget en undersøgelse af hjertets pumpefunktion (MUGA).

Hårtab  Behandlingen medfører hårtab, og der vil være behov for paryk, som afdelingen giver tilskud til. Du kan også anskaffe dig en kasket eller hue, hvis du ikke ønsker paryk. Håret vokser ud igen efter endt behandling.

Samliv og seksualitet Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Det kan skyldes, at du helt naturligt kan være belastet fysisk og psykisk i din nuværende situation.

Overfølsomhedsreaktioner Under selve behandlingen med Dacarbazin kan der sjældent forekomme overfølsomhedsreaktioner. Det vil vise sig som et astmalignende anfald, udslæt, blodtryksfald, lændesmerter eller kraftig varmefornemmelse i kroppen. Ved en overfølsomhedsreaktion er symptomerne forbigående og behandles med medicin.

Øget følsomhed overfor sollys Vi anbefaler, at du holder dig væk fra direkte sol i dagene omkring behandlingen, og at du beskytter din hud mod solen.

Sjældne bivirkninger Hududslæt, svimmelhed, hovedpine, sløret syn og påvirkning af leverfunktionen, som kan være alvorlig og behandlingskrævende.

Forholdsregler

Du kan omgås familie og venner, som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Der udskilles kun lidt eller ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinde og via sæd, men for en sikkerheds skyld anbefales brug af kondom i op til 5 døgn efter behandling. Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal bruge sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.

Der er en risiko for, at evnen til at få børn nedsættes eller ophører. Hvis det er relevant for dig, kan du få en uddybende samtale med lægen om, hvad der kan gøres inden behandlingens opstart.

Du er altid velkommen til at stille spørgsmål om behandlingen.

Skriv gerne spørgsmålene ned, så du husker at spørge.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden