Gå til hovedindhold

Diazepam, Apozepam® eller Stesolid®, behandling med

Diazepam, Apozepam og Stesolid anvendes bl.a. til akut anfaldsbehandling ved epilepsi.

Hvad er Diazepam, Apozepam og Stesolid?

Diazepam, Apozepam og Stesolid er alle lægemidler, der bl.a. anvendes til akut anfaldsbehandling ved epilepsi.

Dosering

Diazepam findes som tabletter af 5 mg, og tabletterne kan knuses eller opslæmmes i vand.

Apozepam og Stesolid findes som tabletter af 2 mg eller 5 mg, og tabletterne kan knuses eller opslæmmes i vand.

Ved akut anfaldsbehandling bruges normalt en vandig opløsning af stoffet, der sprøjtes op i endetarmen. Det tager ca. 5-15 minutter, fra diazepam indsprøjtes, til du kan forvente en hæmmende virkning på anfaldet.

Virkningen af Diazepam, Apozepam og Stesolid kan aftage ved hyppig brug – derfor skal de bruges med omtanke.

Akut anfaldsbehandling med Diazepam, Apozepam eller Stesolid

Akut anfaldsbehandling kommer på tale i de situationer, hvor man af erfaring ved, at patienten altid får langvarige og ophobende anfald. I de tilfælde starter man med akut anfaldsbehandling efter første anfald. Ellers bør man vente, til anfaldet har varet ca. 5 minutter.

Årsagen til dette er, at de fleste epileptiske anfald varer mindre end 2 minutter, hvorfor akut anfaldsbehandling først virker, når anfaldet er ovre. Den eneste virkning af medicin, patienten oplever, er derfor yderligere træthed og behov for søvn. Ved hyppig brug af Diazepam, Apozepam eller Stesolid kan patienten blive tilvænnet stoffet, og det har så ikke den ønskede virkning den dag, der virkelig er brug for det.

Bivirkninger

I store doser kan Diazepam, Apozepam og Stesolid påvirke vejrtrækningen. Derfor er det vigtigt, at man kun tager den dosis, som man har aftalt med lægen.

Nogle mennesker oplever, at de er mere trætte efter et anfald, når de har fået Diazepam, Apozepam eller Stesolid.

Husk

Tal med din læge eller sygeplejerske, hvis du har spørgsmål til behandlingen, føler dig usikker eller får generende bivirkninger.

Følg altid den behandlingsvejledning, du har fået af lægen. Du må aldrig selv ændre doseringen af den medicin, du får.

OBS: Forsigtighed tilrådes ved bilkørsel og maskinbetjening.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden