Når et barn eller ung får stillet diagnosen diabetes, opstår der en masse spørgsmål og usikkerhed omkring den nye hverdag. I Børn og Unge, sengeafsnit 2, sørger vi for, at I bliver fortrolige med alt det nye, inden I kommer hjem fra hospitalet igen.
Mens I er indlagt
I den første tid efter at barnet eller den unge har fået konstateret diabetes, vil vi undervise i, hvordan man lever så sundt som muligt med diabetes.
Inden I udskrives fra hospitalet, skal I kunne:
- måle blodsukker
- tage insulin
- vide hvad I skal gøre, hvis blodsukkeret er for lavt.
Hvor længe barnet/ den unge skal være indlagt, afhænger af, hvor hurtigt I bliver fortrolige med disse tre ting, og hvornår I føler jer trygge ved den nye situation.
Vores mål er, at I som forældre skal blive eksperter på jeres barns diabetes, så I selv kan regulere insulin og klare jer i hverdagen.
Hjemme igen
I den første tid efter udskrivelsen fra hospitalet, skal I hver aften inden aftensmad ringe til ”Hotline”, så vi kan guide jer i, hvor meget insulin der skal gives.
Når I føler jer parate til det, vurderer I selv hvor meget insulin, der skal gives.
Efter den første indlæggelse skal barnet fortsætte med at komme til kontrol i Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Læs mere om SDCC og behandlingstilbud til børn og unge med diabetes.