Hvad er Denosumab?
Denosumab bruges til behandling af knogleskørhed (osteoporose) for at nedsætte risikoen for knoglebrud.
Denosumab er et protein (et såkaldt monoklonalt antistof). Denosumab indeholder desuden sorbitol, eddikesyre, natriumhydroxid, polysorbat og vand til injektion.
Hvad er knogleskørhed?
Knogler er levende væv og fornyes hele tiden livet igennem. Det vil sige, at det gamle knoglevæv løbende bliver brudt ned, og nyt væv bliver bygget op. Dette kaldes knogleomsætningen.
Ved knogleskørhed ses en øget knogleomsætning, hvor der bliver nedbrudt mere knoglevæv end der bliver bygget op. Derved svækkes knoglen og risikoen for knoglebrud øges.
Hvordan virker Denosumab?
Denosumab virker ved at hæmme de knoglenedbrydende celler, så knoglemassen og knoglestyrken bevares eller bedres.
Denosumab er et biologisk lægemiddel, hvilket betyder, at det efterligner kroppens naturlige måde at fungere på med hensyn til knogletab.
Denosumab er karakteriseret ved, at midlet virker hurtigt, men at det kun virker så længe, det tages. Når behandlingen med Denosumab stopper, vil knoglemassen hurtigt begynde at falde.
Det er derfor vigtigt, at din læge får besked, hvis du ophører med behandlingen.
Hvordan ved jeg, at Denosumab gør mine knogler stærkere?
Knogleskørhed kan ikke mærkes eller ses. For at kunne vurdere om lægemidlet har haft en effekt, må man måle knoglemassen ved en knogleskanning (BMD-skanning), sædvanligvis 2-3 år efter behandlingens start.
Når behandlingen er ordineret
Inden behandlingen begynder, skal du have taget en blodprøve for at sikre, at dine nyrer fungerer optimalt, og at dit D-vitamin og kalkindhold i blodet er, som det skal være.
Hvordan foregår behandlingen med Denosumab?
Denosumab gives som en indsprøjtning i fedtvævet hvert halve år hos den praktiserende læge. Indsprøjtningen kan gives på ydersiden af overarmen, oversiden af låret eller i maven.
Indsprøjtningen tager kun nogle få minutter og det er normalt ikke forbundet med ubehag.
Det er vigtigt, at du fortæller din læge:
- Om du har eller har haft nyreproblemer.
- Om du er allergisk overfor latex (indeholdt i kanylens hættehylster).
Du må ikke få Denosumab, hvis du:
- Har for lavt kalkindhold eller D-vitamin i blodet.
- Er allergisk over for denosumab eller et af de øvrige indholdsstoffer i Denosumab injektion.
- Er gravid, planlægger at blive gravid eller ammer.
Bivirkninger
Som ved al anden medicin kan nogle opleve bivirkninger, når de får Denosumab. Bivirkningerne kan opstå når som helst i forløbet.
De mest almindelige bivirkninger er:
- Urinvejsinfektion
- Blod i urinen
- Inkontinens
- Infektion i øvre luftveje
- Iskias
- Grå stær
- Forstoppelse
- Smerter i arme og ben og hududslet.
Sjældnere bivirkninger er:
- Hudinfektion og allergiske reaktioner
- Sår i kæben
- Atypiske brud i hoften.
Lokale hudreaktioner ved indstiksstedet kan forekomme.
Læs indlægssedlen
Vi har ikke skrevet en komplet liste over bivirkninger. Vi anbefaler, at du læser den fulde bivirkningsliste, som findes i indlægssedlen, som ligger i æsken med Denosumab.