Gå til hovedindhold

Delirium

Efter fx en operation, en infektion eller ved mangel på væske, kan hjernen blive påvirket, så man bliver forvirret og urolig.

Kort om delirium

Delirium er en tilstand, hvor hjernen pludseligt bliver påvirket af en fysisk ubalance i kroppen. Tilstanden kan blive udløst af fx en infektion, mangel på væske eller efter en operation. Delirium påvirker bevidstheden, så patienten fx bliver forvirret og urolig.

Alle kan få delirium, dog sker det oftest for patienter over 65 år. Tilstanden kan opstå i løbet af få timer og vare fra dage til uger. Delirium er ikke demens, men en midlertidig tilstand, som forsvinder igen. Det er ikke usædvanligt, at patienter med delirium skifter mellem at have symptomer på delirium og at fremstå som sig selv.

Vi kan give medicin, der mindsker symptomerne. Vi forsøger også at skabe ro omkring patienten.

Symptomer på delirium

Når din nærmeste har symptomer på delirium, kan han eller hun:

  • ændre adfærd
  • virke rastløs, forvirret og urolig
  • føle sig utryg, trist eller angst
  • få problemer med at sove
  • forsøge at fjerne forbindinger eller slanger
  • blive vred og reagere voldsommere end normalt
  • få svært ved at koncentrere sig
  • have svært ved at huske, hvad der er sket
  • se syner og føle sig forfulgt eller truet.

Årsager til delirium

Delirium kan opstå ved:

  • sygdom og smerter
  • et øget niveau af stress
  • en infektion
  • mangel på væske
  • uvante omgivelser eller situationer
  • bivirkninger eller påvirkninger af medicin
  • nedsat syn eller hørelse, som gør det sværere at følge med i, hvad der foregår.

Når du er pårørende

Det kan du gøre

Som pårørende til en patient med delirium, kan du:

  • skabe en tryg og rolig atmosfære med genkendelige ting på stuen
  • minde patienten om, hvor vedkommende befinder sig, og hvem der er på stuen
  • tale tydeligt i korte sætninger og med enkle ord
  • sørge for, at patienten kan se dig, når du taler
  • tale om positive minder, der beroliger patienten
  • forsøge at undgå diskussioner
  • medbringe patientens hjælpemidler som høreapparat og briller
  • medbringe billeder af familie og kæledyr
  • tale med os om dine tanker og oplevelser.

Du kan føle afmagt og frustration

Det kan være svært at være tæt på en, der har delirium. Mange pårørende oplever afmagt og frustration. Det er en god idé at holde pauser og fx gå en tur, tage hjem nogle timer, hvile og sørge for at få mad og drikke.

Sig til, hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Så hjælper vi dig bedst muligt.

Få mere viden

Du kan få mere viden om delirium på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’delirium’ eller ’organiske psykiske lidelser’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden