Med denne pjece vil vi gerne informere dig om, hvordan du skal behandle dit hudtransplantat og donorsted, når du kommer hjem fra hospitalet.
Et hudtransplantat er den nye hud, som bliver lagt på såret/defekten. Et donorsted er det område, hvor den raske hud er taget fra.
Donorsted på låret
Donorstedet bliver forbundet med en hudfarvet sugende skumbandage forstærket med klæbende film i kanten. Denne donorforbinding skal blive siddende i 12-14 dage.
Donorstedet er en hudafskrabning og kan derfor bløde meget. Donorforbindingen bliver fyldt med blod og kan derfor se ”grim ud”. Det er helt normalt.
Du skal lægge mærke til, om blodet siver ud til kanten af skumforbindingen. Hvis dette sker, skal forbindingen yderligere forstærkes med film.
Du skal også være opmærksom på infektionstegn; rødme, varme, smerter og feber. Lugt fra forbindingen er normal, men vær opmærksom på om det tiltager, da det kan være tegn på infektion. Ved mistanke om infektion skal du tage kontakt til plastikkirurgisk klinik eller egen læge. Forbindingen kan godt tåle brusebad.
Fjernelse af forbinding
Donorforbindingen fjerner du selv under bruseren. Løsn den øverste filmklæbekant opadtil og fyld forbindingen med vand, indtil den selv begynder at slippe. Herefter løsnes klæbekanten rundt på hele donorforbindingen og forbindingen kan forsigtig løftes af. Hvis du har brug for hjælp til dette, kontakt da hjemmesygeplejen i din kommune. Hvis du ikke i forvejen er i kontakt med dem, kan vi etablere kontakten.
Donorstedet vil fremstå mørkere end din egen hud og være et firkantet område.
Hvis der stadig er små sår i donorfeltet, skal du have en ny skumforbinding på.
Når det er ophelet, har det brug for at blive smurt med uparfumeret fugtighedscreme dagligt. Donorfeltet bleger af med tiden.
For at få den pæneste opheling skal du benytte solcreme, når du er i solen.