Gå til hovedindhold

Børn i fuld bedøvelse – Information til forældre

Her kan I læse om, hvordan bedøvelsen af jeres barn kommer til at foregår, og hvad I skal være opmærksomme på, inden jeres barn skal bedøves.

Kort om bedøvelsen

Dit barn skal opereres, behandles eller undersøges i fuld bedøvelse. Bedøvelse kaldes også for anæstesi eller narkose. Du må gerne følge dit barn ned på operationsgangen og være til stede, mens dit barn bliver bedøvet. Når dit barn sover, bliver du fulgt ud af operationsstuen, og du bliver kontaktet igen, når dit barn er på opvågningsafsnittet.

Vigtig forberedelse

I taler med anæstesilægen inden bedøvelsen

Inden dit barn skal bedøves, bliver I indkaldt til en samtale med anæstesilægen. Hvis operationen er akut, taler I med en anæstesilæge på dagen for operationen. Her taler I om forløbet på operationsgangen og selve bedøvelsen.

Mød fastende

Dit barn skal faste inden bedøvelsen. Møder dit barn ikke fastende, kan vi være nødt til at udskyde den planlagte operation. For børn og unge under 18 år gælder:

  • Dit barn må spise og drikke normalt indtil 6 timer før bedøvelsen.
  • Dit barn må få modermælkserstatning indtil 4 timer før.
  • Dit barn må få modermælk indtil 3 timer før.
  • Dit barn må drikke klare væsker indtil 1 time før. Det kan fx være vand, saft eller juice uden frugtkød.

Vi anbefaler, at dit barn som det sidste drikker saft med sukker 1 time før den planlagte bedøvelse. Det modvirker kvalme. Børn under 5 år bør drikke cirka ½ dl. saft og børn over 5 år cirka 1 dl.

Gå i bad hjemmefra

Dit barn skal tage et bad, vaske sit hår og have rent tøj på, før I møder på hospitalet på dagen for operationen eller aftenen inden. Barnet må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Brug lokalbedøvende creme eller plaster

Barnet skal have lokalbedøvende creme eller et trylleplaster på håndryggen eller i albuebøjningen, hvor vi lægger droppet til bedøvelsen. I kan købe plaster og creme i håndkøb på apoteket. Vi fortæller jer, hvor I skal smøre cremen eller sætte plasteret på og hvornår. Sørg for, at plasteret sidder godt fast hen over en synlig blodåre. Cremen og plasteret gør, at barnet næsten ikke kan mærke, når vi lægger droppet.

Fortæl dit barn, hvad der skal ske

Vi anbefaler, at du forbereder dit barn ved at tale om, hvad der skal ske på dagen. Det er en stor hjælp for både os og dit barn. Det er normalt at være nervøs, når dit barn skal i fuld bedøvelse. Vær opmærksom på, at dit barn hurtigt kan mærke, hvis du er bekymret.

Hvis dit barn er mellem 4-9 år, kan I eventuelt sammen læse historien ”Felix skal bedøves”. Her følger man Felix, fra han kommer ind på hospitalet, til han bliver bedøvet og kommer hjem igen.

Hvis I ikke har fået udleveret ”Felix skal bedøves” som folder, kan I finde den på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk/felix.

Medbring sut, tøjdyr eller lignende

Barnet må gerne medbringe sut, tøjdyr eller lignende til operationsstuen.

Medbring læsestof og lidt at spise

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som I kan få tiden til at gå med, mens I venter. Vi anbefaler også, at du tager lidt mad med, som barnet kan få efter operationen eller undersøgelsen.

På hospitalet

Barnet kan få beroligende medicin

Inden barnet bliver kørt til operationsgangen, vurderer vi sammen med dig, om vi skal give barnet medicin, der virker beroligende og får det til at slappe af. Efter den beroligende medicin er givet, skal barnet blive liggende i sengen.

Barnet bliver bedøvet

Vi anbefaler, at du følger med, når barnet bliver kørt til operationsgangen, og at du er til stede, mens barnet bliver bedøvet. Hvis du ikke ønsker at være til stede, er der en sygeplejerske, som tager sig af dit barn. Af hensyn til hygiejne skal du have overtrækskittel og operationshue på.

På stuen, hvor operationen foregår, møder I anæstesilægen, der kontrollerer barnets navn, fødselsdag, og hvilken operation eller undersøgelse der er planlagt. Barnet får lagt et drop på håndryggen eller i albuebøjningen, hvor barnet har haft lokalbedøvende creme eller trylleplaster på. I droppet får barnet medicin og falder i søvn efter få sekunder. Vi kan også give bedøvelsen ved, at barnet indånder sovemiddel gennem en maske, så det falder i søvn efter 1-2 minutter. Vi vurderer hvilken form for bedøvelse, der er bedst for dit barn.
Når barnet er faldet i søvn, bliver du fulgt ud af operationsstuen.

Opvågning

Efter operationen eller undersøgelsen, kører vi barnet til et opvågningsafsnit. Du får besked, så du kan være der, når barnet vågner. De fleste børn vågner stille og roligt op, men nogle børn kan være urolige og forvirrede. Det er bedst at lade barnet vågne i sit eget tempo.

Barnet skal have smertestillende medicin

Når I er tilbage på børneafdelingen, fortæller vi dig, hvilken form for smertestillende medicin du skal give barnet og hvor længe.

Barnet kan få bivirkninger

Det er meget sikkert at blive bedøvet. Alvorlige bivirkninger er uhyre sjældne. Mindre bivirkninger er hyppigere, men de forsvinder hurtigt af sig selv eller kan behandles. Bivirkninger ved bedøvelsen kan være:

  • Ømhed i mund og hals: Hvis barnet har haft en slange ned gennem luftrøret under bedøvelsen, kan det være ømt i munden og halsen, når det vågner. Det er almindeligt og går over af sig selv.
  • Kvalme: Nogle børn får kvalme og kaster op efter bedøvelsen. Hvis der er brug for det, kan vi give medicin mod kvalmen.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden