Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om kemoterapi og immunterapi ved kræft i endetarmsåbningen, som har spredt sig.
Fremskreden kræft i endetarmsåbningen, behandles bedst med kemoterapi og immunterapi. Hvilken type af kemoterapi vi kan tilbyde dig, afhænger af dine ønsker:
- forbehandling
- kræftens genetiske sammensætning
- sygdommens spredning
- din samlede helbredstilstand.
Lægens vurdering er, at vi kan tilbyde dig behandling med kemoterapi og immunterapi. Din behandling består af 3 stoffer: Carboplatin, Paclitaxel og retifanlimab. Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid.
Vi giver kemoterapi og immunterapi for at ramme kræftceller forskellige steder i kroppen. Der opstår bivirkninger, fordi kroppens raske celler også reagerer på kemoterapi og immunterapi. Der er størst risiko for bivirkninger under behandlingen, og de kan i sjældne tilfælde være livstruende. Der kan også opstå bivirkninger mellem behandlingerne. På trods af behandlingen er der fortsat risiko for, at sygdommen kan udvikle sig.
Vi ved, at du står i en vanskelig situation, og vi håber, at denne information kan hjælpe dig til at få overblik over behandlingen og forløbet med kemoterapi og immunterapi. Vi anbefaler, at dine pårørende også læser informationen.
Kontrol inden behandling
Samtale I forbindelse med hver behandling taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling. Det er vigtigt, at du fortæller os om eventuelle bivirkninger ved behandlingen.
Blodprøver Behandlingen kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller midlertidigt. Du skal derfor have taget blodprøver forud for hvert besøg. Prøverne skal tages, før du skal tale med en læge/sygeplejerske. Du kan få taget blodprøverne på hospitalets laboratorium senest en time før behandling eller lægekonsultation. Hvis du ønsker det, kan du få taget prøverne på et andet hospital eller laboratorium. Dette skal du aftale med lægen eller sygeplejersken.
Behandlingen
Behandlingen foregår i klinikken. Du modtager kemoterapien og immunterapien i en blodåre. Det tager ca. 2-3 timer Behandlingen gives i serier, som varer i 4 uger. En serie indeholder 3 behandlinger, hvor du får behandling på dag 1., dag 8, dag 15. og herefter 1 uges pause.
Vi planlægger 3 måneder ad gangen, hvorefter vi evaluerer, hvordan det går med en scanning. Hver periode består af 3 serier efterfulgt af en scanning. Hvis du tåler behandlingen godt, og scanningsresultatet viser, at kemoterapien har effekt, tilbyder vi behandling i en periode på yderligere 3 måneder. Dette gentager sig, så længe du kan tåle behandlingen og har effekt af den. Efter hver scanning gør du og eventuelt din familie status over din sygdomstilstand sammen med den patientansvarlige læge. Ved disse møder planlægger vi det videre forløb.
Vi forventer, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid. Ved disse møder planlægger vi det videre forløb.
1 serie| Dag 1 | Carboplatin, Paclitaxel og Retifanlimab. Behandlingsvarighed ca. 2,5 time |
Dag 8 | Paclitaxel. Behandlingsvarighed ca. 1,5 time |
| Dag15 | Paclitaxel. Behandlingsvarighed ca. 1,5 time |
| Dag 22 | Pause |
Efter ca. 4 uger møder du i klinikken med henblik på næste serie.
Bivirkninger generelt
Kemoterapi og immunterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan opstå bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig, og vi kan ikke udelukke andre bivirkninger end de nævnte på forhånd. Generelt kan vi dog sige, at behandlingen normalt tåles godt.
Træthed Du kan blive meget træt. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling. Det er dog meget vigtigt, at du holder dig i gang trods trætheden.
Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan vi forebygge og behandle med medicin mod kvalme, som du får udleveret i klinikken.
Nedsat appetit Din sygdom og behandlingen kan medføre, at din appetit bliver nedsat. Du kan få råd og vejledning i klinikken, hvor vi også kan henvise dig til en diætist.
Blodmangel, infektion og blødning Kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Det kan give:
- blodmangel
- infektion
- blødning
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektioner kan vise sig ved feber højere end 38 grader og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig ved for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden.
Diarre Du får information om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af diarre. Du får desuden udleveret tabletter, der kan stoppe diarre.
Hud og slimhinder Du kan få udslæt. Derudover kan slimhinderne i dine øjne, mund, mave, tarm og underliv blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarre. Disse gener kan vi behandle med medicin.
Mundbetændelse Betændelse i munden kan behandles med mundskyllevæske eller lokalbedøvende gel.
Hårtab Behandlingen kan medføre, at du helt eller delvist taber håret på hovedet. Derfor kan du få tilskud til en paryk, et tørklæde, en hue eller en kasket. I nogle tilfælde kan man også tabe håret andre steder på kroppen. Når behandlingen er afsluttet, vokser håret ud igen.
Samliv og seksualitet Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Det kan være fordi du er i en fysisk og psykisk belastet situation. Det kan også være på grund af tørre slimhinder.
Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinder og gennem sæd. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner.
Behandlingen kan dog skade et foster, så du eller din partner skal bruge kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør.
Til mænd Kemoterapi kan nedsætte sædkvaliteten. Hvis du ønsker det, kan du deponere sæd. Dette skal aftales og koordineres med lægen eller sygeplejersken, før du begynder på behandlingen.
I nogle tilfælde genvindes evnen til at få børn efter nogle måneder til år. Hvis du har spørgsmål om din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få mere information.
Til kvinder Behandlingen kan medføre, at menstruationen bliver uregelmæssig eller ophører, hvilket kan påvirke evnen til at få børn. Vedvarende ophør af menstruationen er tegn på, at du eventuelt er gået i overgangsalderen tidligere end ellers. Hvis du har spørgsmål om din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få mere information.
Specielt ved Carboplatin
Påvirkning af nyrerne Carboplatin kan i sjældne tilfælde nedsætte nyrefunktionen. Vi kontrollerer din nyrefunktion, før vi begynder behandling og undervejs via dine blodprøver.
Specielt ved Paclitaxel
Sanser Der kan forekomme føleforstyrrelser i dine fødder og fingerspidser. Føleforstyrrelserne aftager som regel efter behandlingen, men det kan tage lang tid. I nogle tilfælde går føleforstyrrelserne ikke væk.
Smerter I dagene efter behandlingen med kemoterapien kan der opstå muskel/ledsmerter, og der kan være behov for smertestillende medicin.
Allergi Behandling med Paclitaxel kan give allergiske reaktioner.
Symptomerne kan være:
- varmefornemmelse
- trykken for brystet
- lændesmerter
- påvirkning af blodtrykket.
Inden behandlingen bliver du derfor behandlet med forebyggende medicin mod allergiske reaktioner. På grund af risikoen for allergiske reaktioner, bliver du observeret af en sygeplejerske under de to første behandlinger.
Specielt ved Retifanlimab
Retifanlimab er et immunterapeutisk lægemiddel, nærmere bestemt et PD-1-hæmmende monoklonalt antistof (checkpoint-hæmmer). Det virker ved at blokere PD-1-receptoren på T-celler, så immunsystemet bedre kan genkende og angribe kræftceller. Vi giver Rentifanlimab i en blodåre i armen dag 1 hver 4. uge.
Som andre PD-1-hæmmere kan Retifanlimab give immunmedierede bivirkninger, blandt andet:
- Dermatitis, udslæt og kløe → Hudreaktioner som udslæt, rødme eller kløe.
- Colitis → Betændelse i tarmen, som kan give diarré, mavesmerter eller blod i afføringen.
- Hepatitis → Betændelse i leveren, som kan give træthed, kvalme, mavesmerter eller gulfarvning af hud og øjne.
- Pneumonitis → Betændelsesreaktion i lungerne, som kan give hoste, åndenød eller feber.
- Hyperthyreose/hypothyreose → Forhøjet eller nedsat stofskifte. Det kan blandt andet give hjertebanken, vægttab, træthed, kuldskærhed eller vægtøgning.
- Andre endokrinopatier → Andre hormonforstyrrelser, som kan påvirke kroppens hormonbalance og give forskellige symptomer afhængigt af, hvilket hormon der er påvirket.
Disse skyldes aktivering af immunsystemet mod det normale væv
Fortæl om dine bivirkninger, så vi kan behandle dem
For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får uacceptable bivirkninger bliver din behandling udsat eller afbrudt.
Fortæl os om dine bivirkninger, så vi kan behandle dem.
Forholdsregler
Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.
Vigtigt!
Du skal kontakte afdelingen, hvis du får
- diarre, som ikke stoppes af tabletter mod diarré indenfor 24 timer
- feber over 38,5 grader