Gå til hovedindhold

Barn indlagt på intensivafsnit - Gode råd, når du er forælder

Det er svært både følelsesmæssigt og praktisk at være forælder til et barn indlagt på intensiv.

Kort om at være pårørende

Som forælder til et barn, der er indlagt på et intensivafsnit, kan dit og familiens liv ikke undgå at blive påvirket. Ofte bliver familiens liv påvirket både følelsesmæssigt og praktisk.

Det kan opleves svært og stressfyldt at have et barn indlagt på et intensivafsnit.

Det er normalt at opleve:

  • hjælpeløshed, magtesløshed eller angst i forhold til sygdomsforløbet
  • bekymring, irritation eller at du let bliver oprevet eller ked af det
  • en følelse af ikke at kunne slå til som forælder, når personalet har ansvaret for dit barn, eller dit barn sover hele tiden
  • besvær med at koncentrere dig, at have svært ved at huske information og at have brug for, at information bliver forklaret og gentaget flere gange
  • manglende tidsfornemmelse
  • besvær med at sove
  • nedsat appetit
  • skyldfølelse.

Det er ikke sikkert, du oplever alle reaktioner.

Det kan du gøre

Vær med til at pleje dit barn

For mange forældre er det vigtigt at være til stede så meget som muligt.
Tal med os om, hvordan du kan være med i den daglige pleje af dit barn.
Når du er med til at pleje dit barn, kan det være med til at bevare følelsen af, at du gør en forskel for dit barn og passer på det.

Vær tæt på dit barn

Du kan være tæt på dit barn, når barnets tilstand eller operationen tillader det. Ofte hjælper det på barnets følelse af tryghed, når du holder det i hånden eller rører ved det.
Vi vejleder dig gerne i, hvordan du kan være deltagende i forhold til dit barn.

Lav aktiviteter med dit barn

Hvis dit barn er vågent, kan I læse eller spille et spil sammen. Det kan også hjælpe at tale med dit barn om det, der sker på stuen.
Vi kan give råd til, hvordan du bedst informerer dit barn.

Forbered dig på usikkerhed

Du kan forvente, at dit barns tilstand ikke altid bliver bedre dag for dag. Nogle dage sker der ingen ændring i dit barns tilstand, og nogle dage bliver tilstanden værre. Det er helt almindeligt.
Særligt i begyndelsen kan det være svært at holde modet oppe på de dårlige dage. Efterhånden som dit barns helbred bliver bedre, bliver det lettere at håndtere sygdomsforløbet.

Sådan kan du passe på dig selv

Giv dig selv pauser

Selvom det kan være svært at gå fra sit barn, er det en god idé at tage pauser fra intensivafsnittet. På den måde kan du få ny energi til at støtte dit barn.
Du kan fx gå en tur og få lidt frisk luft. Det er også vigtigt at huske at få spist og sovet.
Vi er altid til stede ved dit barn, så det er ikke alene, når du tager pauser.

Tag imod hjælp

Det er krævende at være pårørende til en indlagt, og det kan være svært at nå eller have overskud til alle de praktiske ting i en hverdag. Derfor anbefaler vi, du takker ja, hvis familie eller venner tilbyder at hjælpe med fx pasning, tøjvask eller at komme med mad.

Vælg en pårørende som kontaktperson

Det kan være svært at overskue at skulle informere alle, der følger med i jeres situation. Derfor anbefaler vi, at I udpeger én eller to i familien eller omgangskredsen, der står for at opdatere dem, der skal informeres. På den måde kan I bedre koncentrere jer om at være der for barnet.

Sig til, hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Så hjælper vi dig bedst muligt.

Søskende

Fortæl om indlæggelsen

Det er en god ide at forklare børn om årsagen til indlæggelsen. Fortæl på en måde, så det passer til barnets alder.
Vi anbefaler, at du er så ærlig som muligt. Hvis du ikke kender svaret på barnets spørgsmål, må du gerne sige det.

Reaktioner fra søskende

Hvis barnet har søskende, er det en god ide at være opmærksom på, hvordan de kan blive påvirket, når deres søster eller bror indlægges på intensivafsnittet. Dette kan vise sig forskelligt, fx ved:

  • at de reagerer anderledes, end de plejer
  • at de græder mere eller er mere pirrelige, end de plejer
  • at de er mere stille og tilbagetrukkede, end de plejer
  • at de enten spørger meget til sygdomsforløbet eller slet ikke spørger ind til det
  • at de føler sig overset i forhold til den syge søster eller bror
  • at skolegangen påvirkes hos større børn, særligt ved længere tids indlæggelse.

Bevar jeres rutiner

Det kan hjælpe at bevare hverdagsrutiner for søskende, så vidt det er muligt. På den måde har de nogle trygge holdepunkter i en ellers forandret hverdag.

Tal med søskende om dine og deres følelser

Søskende kan føle, at de er skyld i, at deres søster eller bror er indlagt. De kan også føle, det er deres skyld, at du er ked af det. Derfor er det vigtigt at tale med dem om, hvorfor du er ked af det, og at det ikke er deres skyld.

Brug tid med søskende

Det er en god idé at sætte tid af til at være sammen med søskende, så de ikke føler sig overset.

Besøg på hospitalet

Søskende er velkomne til at komme på besøg. Det er en god idé at forberede dem på, hvordan det er på hospitalet. Det kan du gøre ved at tale med dem om de lyde, der er, og hvad de kommer til at se.

Søskende kan have lyst til at give en tegning eller en gave. Det kan være vigtigt for dem at give videre, sommetider i stedet for et besøg.

Værd at vide

Samtale med fx en præst

Både under og efter indlæggelsen er det muligt at tale med en præst, imam, rabbiner eller lignende, som har erfaring med at tale med mennesker, der har stået i samme situation. Du behøver ikke være religiøs for at få en samtale. Vi hjælper gerne med at tage kontakt.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden