Gå til hovedindhold

Avelumab, behandling med

Til patienter med merkelcelle karcinom - BE 1303-2023/1


Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information 
om behandlingen.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, som måske kan virke uoverskuelig. 
Du kan bruge denne information til at få overblik over den behandling, vi 
anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Avelumab

Udbredt Merkelcelle karcinom kan i nogle tilfælde behandles med antistoffet 
Avelumab. Avelumab styrker immunforsvarets evne til at genkende 
og bekæmpe Merkelcelle karcinom.

Behandlingen

Du bliver behandlet med Avelumab hver 2. uge. Behandlingen foregår i 
klinikken og gives i et drop over ca. 60 minutter. Det vil sige, at du kan tage hjem, så snart behandlingen er afsluttet.

Samtale med læge og/eller sygeplejerske

Hver gang du møder til behandling, kommer du til at tale med en læge. Du får 
her mulighed for at stille spørgsmål eller drøfte eventuelle problemer i 
forbindelse med din sygdom og behandling.

Behandlingen stoppes, hvis

  • scanninger viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen
  • du får uacceptable bivirkninger
  • hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.

Blodprøver

Da Avelumab midlertidigt kan påvirke en række funktioner i din krop, skal 
du have taget blodprøver, dagen før hver behandling.

Hvis dine blodprøver ikke er i orden, vil behandlingen blive udskudt, indtil 
blodprøverne viser, at du kan få behandling igen.

Røntgenundersøgelse/scanning

Efter den 3. behandling får du foretaget en PET/ CT- scanning af lungerne og 
bughulen. Undersøgelsen vil vise, om behandlingen har effekt på din sygdom. 
Herefter bliver du scannet efter hver 3. behandling. Hvis din sygdom fortsat er i 
ro, og du tåler Avelumab godt, fortsætter behandlingen.

Bivirkninger

Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger 
er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin 
til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at 
tage medicinen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/
eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for 
livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, 
du oplever under behandlingen.

Avelumab påvirker ikke kun kræftcellerne, men kan også påvirke kroppens raske celler.

Bivirkningerne opstår ofte på grund af immunsystemet, som påvirkes af  Avelumab. Avelumab aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe 
kræftcellerne. I nogle tilfælde kan immunsystemets celler også angribe dine 
normale celler og væv, ligesom de angriber kræftcellerne. Disse bivirkninger 
kaldes autoimmune bivirkninger.

Bivirkninger kan opstå under hele behandlingsforløbet - også efter endt 
behandling. De kan sædvanligvis alle behandles med en pause fra 
Avelumab, eventuelt suppleret med Prednisolon, som er et 
binyrebarkhormon.

Hvis du får en autoimmun bivirkning, kan den være måneder om at forsvinde. 
Det er derfor vigtigt, at du kender symptomerne på de autoimmune 
bivirkninger.

Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men kan dog ikke på forhånd 
udelukke andre bivirkninger end de, der er nævnt her.

Træthed  Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Det er en 
træthed, du ikke altid kan sove dig fra, og du kan opleve ikke at have overskud 
til det, du plejer at kunne. Enkelte har behov for at være sygemeldt helt eller 
delvist fra deres arbejde.

Hud  Du kan under behandlingen få problemer med huden som f.ek.s udslæt, 
kløe, rødme og tør hud. Hudsymptomerne kan ofte behandles med fed creme. I 
nogle tilfælde er der dog behov for behandling med steroidcremer.

Irritation af slimhinderne i øjne, mund, svælg og mavetarmkanal  Irritation af 
slimhinderne viser sig ofte som tørhed. Der kan også ses små sår, blister, hvide 
belægninger, svie og ubehag ved indtagelse af især sure og stærke madvarer.
Der kan forekomme lette mavesmerter og diarré. I nogle tilfælde kan der opstå 
forstoppelse frem for diarré. Let diarré forekommer ofte. Hvis du får udtalt 
diarré (mere end fire gange dagligt ) bør du kontakte personalet på afdelingen.

Kvalme og nedsat appetit  I forbindelse med behandlingen kan der forekomme
kvalme og manglende appetit, og hos enkelte kan der forekomme opkastning. 
Disse gener kan behandles med kvalmestillende medicin. Vær opmærksom på, 
at du ikke taber dig, og spørg os gerne om kostråd.

Hoste og åndenød  Der kan forekomme tør irritationshoste og åndenød. Bliver 
det generende kan hosten forsøges lindret med hostestillende midler.

Pneumonitis og pneumoni Pneumonitis er en tilstand med irritation og fortætning af lungevævet. Dette medfører forværring af hoste og åndenød og giver feber. Lungebetændelse kan give samme symptomer men skyldes bakterier i lungevævet. Avelumab kan være årsag til begge tilstande og det er derfor vigtigt at du henvender dig til klinikken, hvis du får feber, åndenød og hoste eller forværring af disse symptomer, så du kan blive behandlet. Tilstanden behandles med enten binyrbarkhormon eller antibiotika.

Synet  I sjældne tilfælde kan Avelumab give inflammation i øjet. Det kan medføre nedsat syn og blindhed, hvis det ikke behandles. Der kan i sjældne tilfælde forekomme dobbeltsyn på grund af muskelsvaghed. Du skal øjeblikkeligt kontakte afdelingen, hvis du mener, der er en ændring af dit syn, eller hvis du får ondt i øjnene.

Led- og muskelsmerter
Der kan under behandlingen opstå varierende grader af smerter i led- og 
muskler. Du kan også få hovedpine, og du vil kunne opleve influenzalignende 
symptomer.

Nyre- og leverfunktionen  Avelumab kan i sjældne tilfælde påvirke 
funktionen af nyrerne og leveren. Din nyre- og leverfunktion bliver derfor målt 
med en blodprøve inden hver behandling.

Allergisk reaktion  Avelumab kan i sjældne tilfælde udløse en 
overfølsomhedsreaktion. Overfølsomhedsreaktionen kan opstå, umiddelbart 
efter at behandlingen er begyndt. Ofte er reaktionen mild i form af rødme og 
fornemmelse af varme.

Påvirkning af i hormonkirtel-produktionen  Avelumab kan i enkelte tilfælde 
påvirke de hormonproducerende organer i kroppen, så de enten producerer for 
meget eller for lidt hormon. Det kontrollerer vi i blodprøverne.
Det kan give en lang række symptomer som f.eks. øget blodsukker, hurtig puls, 
øget svedtendens, vægttab, vægtstigning, hårtab, kuldefornemmelse, forstoppelse og svimmelhed. Vi holder øje, ved hjælp af blodprøver, med din 
hormonproduktion fra de hormonproducerende organer, men du skal fortælle 
os, hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer.

Risici for kvinder i den fødedygtige alder – og 
risici for mænd

Hvis du er gravid eller ammer, kan du ikke modtage behandlingen. Der kan være 
ukendte risici for dig eller fostret, hvis du bliver gravid under behandlingen.


Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder, skal du bruge en sikker 
præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depotgestagen) op til 12 
uger efter sidste dosis af Avelumab. Forud for behandlingsstart får du 
taget graviditetsprøver via blod- eller urinprøve. Hvis du bliver, eller mener du er 
blevet gravid, skal du meddele det til den afdeling, du modtager behandling.

Hvis du er mand og modtager denne behandling, anbefales du at anvende 
kondom, og din kvindelige partner skal derudover anvende en sikker 
præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depot-gestagen) op til 12 
uger efter den sidste dosis af Avelumab. Du skal informere lægen på den 
afdeling, hvor du modtager behandlingen, hvis din partner bliver gravid.

Kontakt straks afdelingen, hvis du føler dig akut meget syg f.eks. med

  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • alvorlig hovedpine eller sløret syn.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden