Årsager til, at der ikke kom æg ud
Du har nu været igennem ægudtagning, men vi fik desværre ikke nogen æg ud. Det sker i ca. 2 % af alle ægudtagninger.
Vi ved, at det er en stor skuffelse, og at det kan fylde meget. Du/I er altid velkomne til at tage kontakt til os, hvis I har brug for at tale om det.
Der kan være forskellige årsager til, at vi ikke får æg ud:
- Du har måske haft ægløsning inden ægudtagningen. Her er det vigtigt, at du/I har beskyttet samleje, da der er risiko for, at flere æg befrugtes og implanterer sig.
- Æggene har måske været umodne og har ikke sluppet ægblærerne.
- Måske har æggestokkene ligget bag tarme / blodkar / livmoderen, og det har ikke været muligt at nå æggestokkene uden risiko for komplikationer.
I alle tilfælde vil lægerne lægge en plan for en evt. næste behandling.
Forholdsregler efter ægudtagningen
Du kan forvente smerter i underlivet resten af dagen, og du kan også være øm dagene efter. Dette skyldes oftest stimulationsbehandlingen og ægudtagningen. Disse gener forsvinder normalt efter et par dage, men det kan vare i op til et par uger.
Hvis du har behov for det, må du gerne tage Paracetamol eller et NSAID præparat (f.eks. Ibuprofen) efter ægudtagningen.
Du kan forvente at have lidt blødning fra skeden. Blødningen skal være aftagende og stoppe efter et par døgn. Blødningen kommer fra de steder, hvor du er blevet stukket i toppen af skeden. Det første døgn efter ægudtagningen, skal du undgå karbad, og bruge kondom ved samleje.
Opstart af ny fertilitetsbehandling
Efter en ægudtagning, skal der beregnes en pausemåned inden en ny behandling. Årsagen er, at æggestokkene skal restituere.
Således kan en ny behandling påbegyndes ved den 2. menstruation efter ægudtagningen.
En undtagelse er dog, hvis vi har planlagt, at du skal behandles efter den lange IVF-protokol. Her kan du tilmelde dig ved din første blødning efter ægudtagningen, da du først skal opstarte nedreguleringsmedicin på din 21. cyklusdag.