Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Mola og Choriocarcinom behandles hovedsageligt med stoffet Methotrexat. Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt af denne behandling, behandles der med Actinomycin-D, som også er en form for kemoterapi.
Nedenfor kan du se, hvilke slags kvalmestillende du skal tage de forskellige dage
- Dag 1 (mandag): Aprepitant (emend) 125 mg, Palonosetron (Aloxi) 500 mikrogram og prednisolon 50 mg
- Dag 2 (tirsdag): Aprepitant (emend) 80 mg og prednisolon 50 mg
- Dag 3 (onsdag): Aprepitant (emend) 80 mg, Palonosetron(Aloxi) 500 mikrogram og prednisolon 50 mg
- Dag 4 (torsdag): Aprepitant (emend) 80 mg og prednisolon 50 mg
- Dag 5 (fredag): Aprepitant (emend) 80 mg, Palonosetron (Aloxi) 500 mikrogram og prednisolon 50 mg
- Dag 6 (lørdag): Aprepitant (emend) 80 mg og prednisolon 25 morgen og eftermiddag
- Dag 7 (søndag): Aprepitant (emend) 80 mg og prednisolon 25 morgen og eftermiddag
Derudover får du udleveret Domperidon 10 mg, hvor du må tage 1-2 tablet 3 gange dagligt de første 4 dage efter kemobehandling. Herefter må du tage 1 tablet 3 gange dagligt.
Er du i tvivl om hvornår du skal tage pillerne så spørg personalet i klinik 4. Du eraltid velkommen til at ringe til os se kontaktoplysningerne nederst i denne information.
Forberedelse til behandlingen
Inden behandlingen starter, får du foretaget en ultralydsscanning af underlivet, scanning af lungerne og blodprøver.
Samtale med læge og sygeplejerske
Hver gang du kommer til behandling, taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling.
Behandlingen
Du modtager kemoterapien i en blodåre via et drop i armen. Behandlingerne foregår i klinikken dagligt i 5 dage hver 3. uge. Selve behandlingerne varer ca. 1 time, hvorefter du kan gå hjem.
Normalt gives der behandling, indtil niveauet af hormonet Humant choriongonadotropin (HCG) er normalt, og så gives der en serie mere.
Mulige bivirkninger
Kemoterapi kan skade både normale celler og kræftceller. Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at få behandlingen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.
Knoglemarv Der kan ses forbigående påvirkning af knoglemarven, som kan resultere i et fald i antallet af de hvide blodlegemer og blodplader, og blodmangel. Et fald i antallet af de hvide blodlegemer kan give nedsat immunforsvar og medføre feber og infektion. For få blodplader kan give næseblod, blødning fra tandkød eller blødning i huden.
Knoglemarven retter sig af sig selv, og som regel er blodprøverne normale ved næste kemoterapi.
Vigtigt!
- Ved feber over 38,5 grader eller ved blødninger er det vigtigt at kontakte afdelingen. Blodmangel kan give symptomer i form af træthed, svimmelhed, øresusen, hjertebanken og åndenød. Det kan blive nødvendigt med blodtransfusion.
Kvalme/opkast I forbindelse med behandlingen og de efterfølgende dage kan du have utilpashed med kvalme og opkastninger, men der findes i dag meget effektiv behandling mod det. Tal med personalet om det.
Slimhinder Slimhinderne i øjne, næse, mund, svælg og tarm kan blive irriterede, og du kan få gener som mavesmerter, diarre og ømhed i munden. Hvis symptomerne opstår, kan de behandles med medicin.
Hår Der kan ses udtynding af håret, men det er sjældent nødvendigt med paryk. Skulle det være nødvendigt, får du tilbudt tilskud til en paryk. Håret kommer igen efter behandlingen.
Blødninger Der kan forekomme kraftig blødning fra skeden i dagene efter behandling. Det skyldes, at de syge celler bliver slået meget hurtigt ihjel, og så står der af og til et skelet af blodkar tilbage, der kan begynde at bløde.
Det er vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis der forekommer blødning af større omfang end menstruationsstyrke.
Hvis du har spredning af sygdommen til andre organer, kan der også forekomme blødning derfra, og så skal du også kontakte os.
Som en anden effekt af behandlingen kan der forekomme stigning i niveauet af hormonet Humant Choriongonadotropin (HCG) i dagene efter. Det skyldes, at de syge celler dør, og deres indhold af HCG svømmer ud i blodet.
Under kemoterapien vil nogle kvinder opleve, at menstruationerne stopper. Risikoen for dette er større, jo ældre man er. Hos langt de fleste kommer menstruationerne i gang igen, og man kan blive gravid, når behandlingen er overstået.
Forholdsregler
- Det er vigtigt, at du bruger et sikkert svangerskabsforebyggende middel i hele forløbet og indtil et år efter behandling, da vi ellers ikke kan vurdere, om en stigning i dine blodprøver skyldes tilbagefald af din sygdom eller en graviditet.
- Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.
- Din hud kan blive særligt følsom over for lys. Du skal derfor undgå sol og solarium.
- Da du kan blive svimmel og døsig, skal du være forsigtig med at køre bil i de dage, du får behandlingen.
De fleste har brug for at være sygemeldt under behandlingen og et par måneder efter.
Opfølgning
Før hver behandlingsserie taler du med en læge og får taget blodprøver. Opfølgningen på behandlingens effekt på din sygdom foregår ved måling af hormonet Humant Choriongonadotropin (HCG) i blodet. Kun sjældent er det nødvendigt med scanninger.
Efter afslutning af behandlingen skal der tages blodprøver hver 14. dag i 2 måneder, derefter hver 2. måned i et år. Du behøver normalt ikke komme herind og tale med en læge, men kan få taget blodprøverne på lokalt sygehus eller hos din egen læge. Det er vigtigt, at resultatet af blodprøverne sendes herind, så vi kan følge dig.