Gå til hovedindhold

Abort - medicinsk - før graviditetsuge 12 - under indlæggelse

Patientinformation om medicinsk abort under indlæggelse.

Kort om medicinsk abort

Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten ved hjælp af 2 slags medicin: Mifegyne, der blokerer et graviditetshormon, så graviditetens udvikling standses, og Cytotec, der skaber sammentrækninger i livmoderen, så graviditeten udstødes.

Aborten foregår på Kvindesygdomme, klinik 1 eller sengeafsnit 1. I få tilfælde (cirka 5 %) er det nødvendigt efterfølgende at lave en kirurgisk behandling, hvis medicinen ikke har virket tilstrækkeligt eller på grund af kraftig blødning.

Du kan som regel tage på arbejde eller i skole dagen efter aborten

Dag 1 - På hospitalet

Vi skanner dig

Vi ultralydsskanner dig for at se, hvor langt du er i graviditeten. Vi gennemgår forløbet med dig, og du har mulighed for at stille spørgsmål.

Du får den første medicin

Mens du er på hospitalet, får du den første medicin, en pille Mifegyne. Du skal tage pillen med et glas vand. Når du har taget pillen, er aborten sat i gang, og du kan tage hjem. Det er vigtigt, at du gennemfører resten af behandlingen, da medicinen kan skade fosteret.

Enkelte får en mindre blødning, kvalme og menstruationslignende smerter efter at have taget Mifegyne.

Mifegyne kan eventuelt udleveres og tages derhjemme, hvis du først ønsker at sætte aborten i gang en af de efterfølgende dage.

Dag 2 - Hjemme og på hospitalet

To timer før du møder på hospitalet, skal du gøre følgende derhjemme:

  • Tage den smertestillende medicin: 400 mg ibuprofen og 1000 mg paracetamol.
  • Lægge 4 tabletter Cytotec så højt op i skeden, du kan nå med en finger.

Nogle kvinder får kvalme og kaster op af cytotec. I sjældne tilfælde kan man også få feber.

Spis et måltid hjemmefra

Vi anbefaler, at du spiser morgenmad hjemmefra. Hvis vi på et senere tidspunkt vurderer, at du skal have lavet en kirurgisk abort i fuld bedøvelse, beder vi dig om at faste. Det taler vi med dig om.

Medbring disse ting

Det er en god idé at medbringe behageligt tøj, toiletsager, eventuel fast medicin samt bøger, computer eller andet, der kan bruges i ventetiden.

Du bliver indlagt

Du møder til indlæggelse på det aftalte tidspunkt. Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig. Vi taler med dig om forløbet og din indlæggelse.  

Aborten

Medicinen vil fremkalde blødning og menstruationslignende smerter. Vi giver dig smertelindring undervejs, hvis du har brug for det.
Medicinen skaber sammentrækninger (veer) i livmoderen, så fosteret og moderkagen skubbes ud. Mange får en følelse af at skulle have afføring, lige inden de aborterer.
Når du har aborteret, skal du blive i afdelingen i 1-2 timer, så vi kan holde øje med din blødning, og med hvordan du har det. I nogle tilfælde er det nødvendigt at lave en kirurgisk behandling for at sikre, at hele moderkagen er kommet ud. Det foregår under fuld bedøvelse.

Blødningen begynder

Nogle forløb tager 4-5 timer. Andre gange tager en abort længere tid, da det er forskelligt, hvornår medicinen begynder at virke. I sjældne tilfælde kan der gå helt op til et par døgn. Blødningen vil være kraftigere end ved menstruation, måske med klumper. Du kan forvente kraftig blødning i cirka 3 timer, hvorefter det skal aftage i styrke.

Der kan komme rester af tabletter ud med blødningen. Det har ingen betydning, da medicinen optages inden for den første halve time.

Hvis du er i graviditetsuge 9, skal du ved manglende blødning efter 3 timer, oplægge de 2 ekstra tabletter Cytotec, som du får udleveret.

Du kan få ondt

Alle oplever smerte forskelligt. Nogle mærker smerter, der minder om kraftige menstruationssmerter, når livmoderen trækker sig sammen, hvor smerterne kan lindres med paracetamol og ibuprofen. Andre får mere intense smerter, og har derfor brug for stærkere smertestillende. Hvis du får kraftige smerter, kan du tage morfin. Du kan tale med plejepersonalet om det.

Hvis du efter de 4 første timer har brug for mere smertestillende, kan du tage yderligere 400 mg Ibuprofen og 1000 mg Paracetamol. Du kan også bruge en varmepude til at lindre smerterne.

Hjemme igen

Hold øje med blødning og tegn på infektion

Det er normalt at bløde svarende til en menstruation i 2-4 uger. Enkelte bløder helt frem til næste menstruation. Kontakt os, hvis du:

  • efter 3 timer fortsat bløder kraftigt og er svimmel eller utilpas
  • bløder i mere end 4 uger
  • får ildelugtende udflåd
  • får tiltagende smerter
  • får en temperatur over 38 grader, uden at der er anden grund til det. Du skal måle din temperatur i endetarmen.

Hvis symptomerne opstår inden for de første 7 dage, skal du kontakte os.

Hvis det sker efter de første 7 dage, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Forholdsregler, så længe du bløder fra skeden

Så længe du bløder, skal du:

  • undgå karbad, svømmehal og bad i havet
  • undlade at bruge tamponer og menstruationskop
  • undgå samleje eller bruge kondom.

Din menstruation kan være kraftigere end normalt

Din næste menstruation kommer oftest 4-6 uger efter aborten, og den kan være kraftigere end normalt.

Kontrol efter medicinsk abort

I nogle tilfælde beder vi dig tage en graviditetstest 3 uger efter din abort, for at sikre, at du ikke længere er gravid. 

Vi giver dig den graviditetstest du skal anvende. Hvis testen er positiv, skal du kontakte os med henblik på videre plan.

Prævention

Du kan have sex igen, når du føler dig parat til det, men hvis du ikke ønsker at blive gravid, er det vigtigt at overveje, hvilken prævention du vil bruge. Du kan blive gravid igen lige efter, du har gennemgået en abort.

Hvis du ønsker at tage p-piller, skal du begynde samme dag, som du lægger tabletterne op i skeden.

Hvis du senere ønsker spiral, skal du lave en aftale hos din egen læge. Din egen læge kan også henvise dig til en gynækolog, eller du kan kontakte Sex og Samfund, der har tilbud om spiraloplægning. Du kan læse mere på Sex og Samfunds rådgivningsklinik her. 

Reaktioner efter en abort

Ved en abort afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.

Det er normalt at få psykiske reaktioner og at føle sig ved siden af sig selv. Du har ret til en støttesamtale både før og efter graviditetstab. Kontakt din egen læge, eller find mere information hos www.moedrehjaelpen.dk. Søg på ’abort’.

Få mere viden

Få mere viden

Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på 'Medicinsk abort'.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden