Gå til hovedindhold

Video-kapsel-undersøgelse af tyndtarmen (uden udrensning)

Information om undersøgelsen og vigtige forholdsregler.

Hvad er en Kapselendoskopi?

En kapselendoskopi er en videoundersøgelse af tyndtarmen. Den udføres ved, at du sluger en kapsel, som indeholder et miniature digitalkamera. Kapslen er 11x26 mm stor, dvs. på størrelse med en stor vitaminpille.

Den er helt glat og nem at sluge sammen med noget vand.

Mens kapslen passerer gennem maven og tarmen, tager den billeder af slimhinden (flere billeder i sekundet). Billederne bliver overført til en lille bærbar dataopsamler, som du bærer i en lille skuldertaske.

For at billederne kan overføres til den bærbare dataopsamler, skal du enten have et specielt bælte monteret om maven eller påsat små elektroder på brystet.

Hav todelt tøj på

Det er vigtigt, at du har todelt, løst bomuldstøj på (ikke kjole), så vi kan placere udstyret korrekt på din mave.

Kapslen kan tage billeder i cirka 10-12 timer, inden den stopper med at fungere. Kapslen er engangsudstyr.

Den forlader kroppen sammen med afføringen i løbet af 6 til 36 timer efter den er slugt.

Hvorfor laver man en kapselendoskopi?

Video-kapselundersøgelse er specielt velegnet, hvis man har vedvarende blødning fra mave-tarmkanalen, hvor kikkertundersøgelse af mavesæk (gastroskopi) og tyktarm (koloskopi) ikke har afsløret årsagen.

For at undersøgelsen skal blive vellykket, er det vigtigt, at din tarm er tom. Du skal derfor følge vejledningen nedenfor.

Forberedelse

5 dage før undersøgelsen

  • Du skal pausere med jerntabletter, såfremt du får dette.

2 dage før undersøgelsen

  • Det er vigtigt, at du ikke spiser fedt og fiberrig kost.
  • Undgå mælkeprodukter og kerner/fuldkornsprodukter.

Dagen før undersøgelsen

Til morgenmad og frokost må du kun spise fødevarer som nedenfor beskrevet:

Eksempler på morgenmad:

  • Æg
  • Hvidt brød (f.eks. toast) med skrabet smør
  • Kaffe, te
  • Juice

Eksempler på frokost:

  • Kogt eller grillet hvid fisk eller kylling
  • Kogte kartofler uden skind, hvide ris eller hvid pasta
  • Evt. hvidt brød

Efter frokost (senest kl. 14.00):

  • Du må kun indtage vandtynde væsker. Vandtynde væsker omfatter: Vand, klar suppe uden fyld, juice uden frugtkød (appelsinjuice, æblejuice, tomatjuice), saftbaserede energidrikke, drikkebouillon, kaffe, te, saftevand eller sodavand
  • Du skal undgå mælkeprodukter

Dagen før undersøgelsen efter kl. 14

  • Du bedes drikke minimum 2 liter vandtynde væsker

Dagen før undersøgelsen efter kl. 18

  • Drikkes 1 liter isvand

Undersøgelsesdagen

Om morgenen på undersøgelsesdagen skal du faste. (Ingen væskeindtag i de sidste 2 timer før du skal møde i klinikken).

Når du møder i klinikken, vil optageudstyret blive monteret, hvorefter undersøgelsen kan begynde.

Når du skal sluge kapslen, må du drikke 1-2 glas vand.

Herefter går der:

  • 2 timer, før du må drikke igen.
  • 4 timer efter at kapslen er indtaget, før du må spise et lille måltid.
  • Herefter må du gerne spise flere små måltider, indtil undersøgelsen er slut. 

Livsnødvendig medicin må du indtage 2 timer efter kapslen er indtaget.

I det tidsrum, hvor kapslen er i funktion, må du ikke være i nærheden af stærke magnetiske felter, f. eks specielle scannere eller kortbølgeradio. Du må heller ikke udføre krævende fysiske aktiviteter.

Lampen på dataopsamleren blinker blåt, mens kapslen tager billederne. Du skal cirka hvert kvarter sikre dig, at lampen fortsat blinker blåt (ca. hvert andet sekund).

Cirka 12 timer efter start er undersøgelsen slut. Det blå blinkende lys vil da blive afløst af et orange lys, som kort efter slukkes.

Når undersøgelsen er slut, må du afmontere udstyret.

Udstyret lægger du forsigtigt i en bærepose (pas på ikke at støde optageren eller bøje ledningerne). Undlad at skille det ad.

Udstyret afleveres næste hverdag til personalet i Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 3, Borgmester Ib Juuls Vej 71, opgang 9, 3. etage, Q2 mellem klokken 7.30 og 8.15.

Komplikationer

Hvis du under selve undersøgelsen, eller i døgnet herefter, får ondt i maven, kvalme eller andet ubehag, skal du kontakte os i klinikken. Uden for klinikkens åbningstid skal du kontakte 1813. 

Undersøgelsens resultat

I løbet af undersøgelsen tages der godt 50.000 billeder af din mavesæk og tarm. Da det tager adskillige timer at gennemgå de mange billeder, kan der gå op til 1 måned, inden resultatet foreligger. Du vil typisk blive orienteret om undersøgelsesresultatet ved en planlagt lægesamtale.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden