Kort om hjertekrampe
Hjertekrampe kaldes også angina pectoris og kan opleves meget forskelligt. Typisk er det smerter eller en trykken midt i brystet, som eventuelt kan stråle ud i arme, hals, kæbe, mellemgulv eller om i ryggen. Faktisk betyder ”angina pectoris” på latin ”snævert bryst”, og en del oplever symptomerne som et bånd, der spændes rundt om brystet. Nogen kan opleve åndenød, og mange føler også ubehag og angst.
Hjertekrampe/angina pectoris er ikke en egentlig sygdom i sig selv. Det er et symptom, som opstår på grund af iltmangel i hjertemusklen. Hjertets behov for ilt er altså større end tilførslen af ilt. Oftest er det et tegn på forsnævring i de kar, som står for blodforsyning af hjertet, kaldet kranspulsårerne.
Angina pectoris kan udløses af:
- Fysisk anstrengelse
- Psykisk belastning
- Kulde
Hvordan virker Nitroglycerin mod hjertekrampe?
Nitroglycerin forbedrer hurtigt blodforsyningen til hjertemusklen, dels ved at udvide kranspulsårerne, så mere blod og ilt kan passere, dels ved at aflaste hjertet, så det kan klare sig med mindre ilt. Nitroglycerin virker efter 1-2 minutter og varer ca. 30 minutter.
Sådan skal du tage Nitroglycerin mod hjertekrampe
Det er en god idé, at du sidder eller ligger med hovedet højt de første gange, du tager Nitroglycerin, da Nitroglycerin kan sænke blodtrykket.
- Tag hætten af sprayen
- Spray x 1 under tungen uden at inhalere spraytågen
- Luk munden og sæt hætten på sprayen igen.
Nitroglycerin findes også som tablet. Læg da 1 tablet under tungen.
Er smerten eller ubehaget ikke væk i løbet af nogen minutter, kan du gentage ovenstående med ca. 5 minutters mellemrum. Det kan være nødvendigt at gentage op til 3 gange.
NB: Er ubehaget ikke væk efter 3 gange Nitroglycerin, skal du ringe 112
Bivirkninger ved brug af Nitroglycerin
Nitroglycerin kan give ubehag i form af:
- Hovedpine
- Varme eller rødme i ansigtet
- Blodtryksfald og svimmelhed
- Hjertebanken
VIGTIGT! Nitroglycerin må IKKE tages sammen med midler mod impotens (sildenafil, tadalafil og vardenafil), da det kan give et drastisk blodtryksfald, som kan være farligt.
Du må gerne tage Nitroglycerinspray eller -tablet, selvom du er i depotbehandling med Nitroglycerin.
Forebyggelse af hjertekrampe
Nitroglycerin kan også tages forebyggende, umiddelbart før fysisk aktivitet, kuldepåvirkning, stress eller lignende, der plejer at udløse et angina pectoris anfald.
Opbevaring og holdbarhed af Nitroglycerin
Vi anbefaler, at du altid har Nitroglycerin i din taske eller jakkelomme, når du går ud. Ved rejse læg Nitroglycerinen i din håndbagage, da din kuffert kan blive væk.
Tabletterne skal opbevares i det originale glas med låget skruet tæt til. Anvend aldrig Nitroglycerin efter udløbsdatoen på pakningen.
Kan man få tilskud til Nitroglycerin?
Nitroglycerin fås i håndkøb på apoteket eller på recept, så er den tilskudsberettiget.
Hold øje med dit hjerte
Der er ingen grænser for, hvor mange pust eller tablet Nitroglycerin man må tage om dagen, men har du gentagne og længerevarende anfald samme dag og kun kortvarig effekt af Nitroglycerin – ring 112 og oplys du har brystsmerter!
Hvis anfaldene er langsomt forværret over 1 uge eller længere tid, skal du kontakte din egen læge.
Hvis du vil læse mere om Nitroglycerin, kan du gå ind på www.min.medicin.dk