Vaginalring

En vaginalring kan hjælpe på generende nedsynkning af livmoderen og vandladningsproblemer.

Hvad er en vaginalring?

En vaginalring er fremstillet af et vævsvenligt materiale. Der findes forskellige størrelser og typer.

Hvorfor skal jeg bruge en vaginalring?

Fordi du har ét eller flere af følgende problemer:

  • Generende nedsynkning af livmoderen/skedevæggen.
  • Problemer med at tømme blæren.
  • Ufrivillig vandladning.

Hvis du har passeret overgangsalderen, anbefaler vi samtidig brug af lokal hormonbehandling.

Hvordan bliver vaginalringen sat op?

Du får vaginalringen sat op i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.

Efter opsætning skal du lade vandet for at sikre, at vaginalringen ikke hindrer vandladning. Du vil sædvanligvis ikke mærke ringen efter et par dage.

Kontrol af vaginalringen?

Hvis vaginalringen ligger permanent i skeden, skal din egen læge kontrollere vaginalringen og slimhinden cirka hver 3.- 5. måned. Vaginalringen tages ud og vaskes med vand og sæbe inden den sættes op igen.

Ringen kan sædvanligvis holde flere år.

Hvad med sexlivet?

Sexlivet vil ofte kunne fortsætte som hidtil. Generer ringen, skal du lære at tage den ud og sætte den op igen.

Hvilke problemer kan der være ved en vaginalring?

  • Du kan forvente øget udflåd.
  • Er ringen for lille, kan den falde ud (medbring den ved næste besøg).
  • Er ringen for stor, kan den give anledning til mekaniske gener, udflåd og vaginal blødning. Du kan evt. selv fjerne ringen.

Du bør kontakte Kvinde- og Bækkenbundssygdomme, klinik 1 eller din egen læge ved ildelugtende udflåd, blødning eller smerter fra skeden. Du kan evt. selv fjerne ringen. Ringen skal fjernes (afhængig af ringtype) før evt. MR-skanning.

Redaktør