Børn og Unge, klinik 2: Urinveje
Når barnet kommer til kontrol i Børn og unge, klinik 2, skal der medbringes en urinprøve.
Opsamlingssæt til urinen - SKAL bruges!
Sæt til opsamling af urin kan købes på apoteket eller hentes i Børn og Unge, klinik 2.
Korrekt opsamling af urinen
- Barnet vaskes grundigt forneden
- Den første del af urinstrålen ikke skal samles op, da prøven skal være en såkaldt midtstråleurin
- Når barnet har tisset lidt, fx i toilettet, holdes bægeret ind under urinstrålen
- Urinen opsamles herefter i prøveglasset
Er I usikre på proceduren, kan sygeplejersken hjælpe jer.
Mærkning af urinprøven
Urinprøven skal mærkes med barnets fulde navn og cpr.-nummer.
Opbevaring af urinprøven
Urinprøven skal helst afleveres lige efter opsamlingen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan prøven opbevares et par timer i køleskab.
Aflevering af urinprøven
Urinprøver kan afleveres i Børn og Unge, klinik 2, på hverdage mellem kl. 7.30 og kl. 15.00.
Ved afleveringen af prøven undersøger sygeplejersken, om der er tegn på urinvejsinfektion, og informerer om det videre forløb.
Ved akut opståede tegn på urinvejsinfektion kan man uden for åbningstiden i Børn og Unge, klinik 2, aflevere en urinprøve i Børne og Ungemodtagelsen, som har døgnåbent.
Tegn på urinvejsinfektion/ blærebetændelse
- Svie ved vandladning
- Mavesmerter
- Barnet har hyppige, små vandladninger
- Feber
- Træthed
- Appetitløshed
Hos spædbørn kan symptomerne også vise sig ved, at barnet gylper eller kaster op og ikke tager på i vægt.