Kort om undersøgelsen
Formålet med undersøgelse er at vurdere funktionen af dine hjerteklapper og hjertemuskel. Lægen foretager undersøgelsen via spiserøret, da det giver den bedste billedkvalitet. Efter ultralydsundersøgelsen kan lægen vurdere, om der er behov for, at du får foretaget flere undersøgelser, og om du skal have medicinsk behandling.
Forberedelser inden undersøgelsen
- Du må ikke spise fast føde, drikke mælkeprodukter eller ryge mindst fire timer før mødetidspunktet.
- Du må ikke drikke vand de sidste to timer før undersøgelsen.
- Du skal tage din morgenmedicin, som du plejer med lidt vand. Hvis du får vanddrivende medicin, anbefaler vi, at du undlader at tage den om morgenen på undersøgelsesdagen.
- Tandprotese eller delprotest skal tages ud lige før undersøgelsen. Desuden skal du oplyse om din almindelige tandstatus, f.eks. løse tænder, broer og stifttænder.
På hospitalet
Undersøgelsen foregår på Afdeling for Hjertesygdomme, og en porter sørger for, at du bliver hentet til undersøgelsen.
Der er en læge og en sygeplejerske til stede ved hele undersøgelsen. Sygeplejersken tager imod, og fortæller dig om undersøgelsen. Du er selvfølgelig velkommen til at stille spørgsmål. Sygeplejersken sætter elektroder på din brystkasse for at registrere din hjerterytme, og du får også lagt en tynd plastkanyle i hånden (et venflon), hvis du ikke allerede har det. Du vil umiddelbart før undersøgelsen få noget afslappende medicin i dit venflon. Lægen sørger for, at du er lokalbedøvet i halsen. Det gøres ved at spraye lokalbedøvelsesmiddel i din hals. Selve undersøgelsen varer ca. 20 minutter.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved hjælp af en bøjelig slange, som er ca. 1 cm tyk. Enden af slangen er et ultralydshoved. Du får en tandbeskytter af plast i munden. Når undersøgelsen begynder, ligger du på din venstre side, og lægen fører stille og roligt slangen ned i dit spiserør. Når slangen er nede i spiserøret, ud for hjertet, optager lægen nogle billeder af dit hjerte. Nogle gange er der flere læger til stede for at kigge på billederne. Du skal ligge stille og trække vejret roligt gennem næsen. Du får lidt ilttilskud via en iltslange i næsen. Når lægen har undersøgt hjertet og optaget billederne, bliver slangen trukket op igen. Du får svar på undersøgelsen med det samme af den læge, der har undersøgt dig.
Efter undersøgelsen
- Du må ikke spise eller drikke den første time, da bedøvelsen i din hals kan påvirke din evne til at synke.
- Hvis du har fået noget afslappende medicin under undersøgelsen, vil du og sygeplejersken sammen vurdere, hvornår du må være oppegående.
Vigtigt hvis du bliver udskrevet samme dag som undersøgelsen er udført
Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke selv køre bil, cykel eller lignende. Du må heller ikke tage hjem med offentlig transport. Det kan være farligt, både for dig og andre omkring dig i trafikken.