Udskrivelse efter operation for fremfald af endetarmen

Du er blevet opereret for fremfald af endetarmen. I denne vejledning kan du læse om, hvordan du bedst kommer dig efter operationen og kommer godt i gang med din hverdag igen.

Hvornår bliver jeg udskrevet?

De fleste bliver udskrevet 1-3 dage efter operationen hvis:

  • Du har haft luftafgang eller afføring
  • Du kan spise og drikke
  • Du kan dække eventuelle smerter ved tabletbehandling
  • Der ikke er tegn på infektion i dit operationssår
  • Du er tryg ved din udskrivelse

Hvis du får behov for hjemmepleje efter operationen, hjælper vi dig med at arrangere det. Herunder kan du læse, hvad du skal være opmærksom på, efter du er blevet udskrevet.

Opfølgning efter udskrivelsen

En sygeplejerske fra afdelingen vil som regel ringe dig op 2-3 dage efter, at du er blevet udskrevet. Vi ringer for at høre, hvordan det går, og om der er noget, som du er i tvivl om. Hvis du skal have fjernet tråde/klips, der sidder i arrene, kan du oftest få det gjort hos din egen læge 10-12 dage efter operationen. Det er sjældent, at der er behov for kontroller på hospitalet.

Fysisk aktivitet efter operationen

Det er vigtigt, at du kommer i gang med normale aktiviteter, daglige gøremål og gerne lettere motion umiddelbart efter operationen. Det afhjælper følelsen af træthed, og det hjælper på de normale fysiske funktioner som for eksempel din tarmfunktion. 

Du er blevet opereret for fremfald af endetarmen. I denne vejledning kan du læse om, hvordan du bedst kommer dig efter operationen og kommer godt i gang med din hverdag igen.

Du kan med fordel gå daglige ture, hvor du øger distancen gradvist.

Du må løfte til smertegrænsen. Undgå hård sport i 3 uger (for eksempel boksning, vægtløftning, fodbold, tennis og lignende). Du skal dog være opmærksom på, at det ikke må gøre ondt, når du motionerer. 

Træthed

Det er almindeligt at være træt efter en operation. Trætheden kan skyldes kroppens reaktion på operationen, samt at man spiser for lidt eller bevæger sig for lidt. Der kan også være andre årsager til trætheden.

Mad og drikke efter operationen

Det er vigtigt, at du spiser en varieret fiber- og proteinrig kost. Protein er vores byggesten. De medvirker til at dit ar efter operationen heler op, at du føler dig mindre træt, og at du opbygger din muskelmasse igen. Proteiner finder du især i mælkeprodukter, nødder, bælgfrugter, æg og kød. Fibre i kosten sikrer, at afføringen holdes lind, så maven ikke går i stå. Fibre findes for eksempel i groft brød, grøntsager og frugt. Du kan eventuelt supplere med ”HUSK®” eller et andet fiberprodukt. 

Du kan have lidt kvalme og madlede i de første uger efter operationen. Kvalmen kan du afhjælpe med frisk luft, bevægelse og ved at spise små måltider flere gange om dagen. Desuden kan tyggegummi have god effekt på at mindske kvalmen, da det stimulerer tarmens bevægelser (peristaltik).

Stærke madvarer som krydderier, løg og kål anbefaler vi, at du kun spiser i små mængder for at undgå for meget luft i tarmene og derved mindske koliksmerter. 

Du skal minimum drikke 1,5-2 liter væske dagligt – gerne forskellige væsker som vand, saft, juice, mælk, koldskål med mere, da det er med til at sikre, at du får dækket dit behov for salt og proteiner.

Smerter efter operationen

Når du kommer hjem, kan du have lette smerter i maven. Det må dog ikke forhindre dig i dine daglige aktiviteter. Indtil du skal til den opfølgende tid i Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2, ca. 12 dage efter operationen, anbefaler vi, at du fortsætter med at tage tablet Paracetamol (Panodil/Pinex/Pamol). Du må tage 2 tabletter 4 gange om dagen. Når du synes, at du kan undvære tabletterne fast, er det en god ide at tage dem ved behov. 

Ved stærke smerter anbefaler vi, at du tager en tablet Morfin. Du må tage én til tablet, hvis du oplever, at den første ikke har nogen effekt. Hvis morfinen ikke hjælper, skal du kontakte afdelingen.

Tarmfunktion

Efter operationen får du 2 tabletter Magnesia 2 gange om dagen for at sætte tarmfunktionen i gang. Du skal fortsætte med tablet Magnesia i minimum en måned, med mindre andet er aftalt. Det er meget vigtigt, at afføringen ikke bliver for hård eller fast, så du skal presse på toilettet. 

Det er samtidig vigtigt, at du sætter dosis ned eller stopper, hvis afføringen bliver meget tynd. Når man tager Magnesia, er det ekstra vigtigt, at man drikker 2 liter væske dagligt. 

Bivirkninger efter eventuelt smertekateter i ryggen

I forbindelse med din operation fik du muligvis lagt et smertekateter (epiduralkateter) i ryggen. I meget sjældne tilfælde (under 0,5%), kan der komme betændelse eller en lille blødning omkring stedet på ryggen, hvor smertekateteret har ligget. Det kan du se eller eventuelt mærke ved føleforstyrrelse og kraftnedsættelse i benene eller smerter i ryggen. Oplever du det, skal du kontakte afdelingen eller Akuttelefonen 1813.

Operationssåret

Før udskrivelsen tilser vi dit operationssår og sikrer, at der ikke er infektion. Du må gerne tage brusebad, selvom såret ikke er fuldstændig helet.

Du får fjernet klips eller tråde ved den opfølgende tid ca. 12 dage efter operationen. Du må ikke tage karbad, gå i spa eller svømmehal før klips eller tråde er fjernet.

Du bør holde øje med arret dagligt de første dage efter operationen. Det er normalt, at det kan bløde en smule de første dage efter operationen. Vær opmærksom på, om du får feber over 38.5 grader, eller om arret og huden:

  • rødmer 
  • bliver varm
  • hæver
  • begynder at sive med gullig eller blodig væske.

Hvis du oplever disse symptomer, kan det betyde, at der er infektion i operationssåret, og du bør kontakte afdelingen, egen læge eller Akuttelefonen 1813, for at få vurderet om der skal foretages yderligere.

Du skal beskytte operationsarret mod direkte sollys i det første år efter operationen. Når du solbader, kan du dække arret med papirtape til følsom hud, der kan købes på apoteket. 

Arbejde efter operationen

Du kan starte på job igen, når du føler dig parat. Det er afhængigt af arbejdets art, vilkår og hvornår man føler sig klar. I nogle tilfælde kan det være en god ide at aftale en opstartsperiode på nedsat tid. 

Samliv efter operationen 

Du må genoptage dit sexliv, når du og din partner er klar til det.

Rejse efter operation – Pas på rejseforsikringen

Hvis du planlægger at rejse til udlandet i månederne efter din operation, skal du være opmærksom på, at der kan være situationer, hvor sygesikringen/rejseforsikringen ikke dækker behandling eller hjemtransport. Undersøg det inden du tager afsted.

Bivirkninger, senfølger og symptomer

Det er ikke alle patienter, som oplever disse bivirkninger og senfølger. Bivirkninger og senfølger kan ofte blive behandlet og lindret, så hvis du oplever disse, så kan en genhenvisning til hospital måske være relevant for dig.

Senfølger efter operation

  • Ændret tarmfunktion
  • Problemer relateret til eventuel stomi
  • Vandladningsproblemer
  • Ændring i dit sexualliv
  • Smerter
  • Træthed

Henvendelse efter udskrivelsen

Det er særligt vigtigt, at du kontakter os hvis:

  • Du får stærke smerter
  • Feber
  • Maven går helt i stå
  • Problemer med operationssåret, som vi har beskrevet tidligere

Du kan kontakte os frem til du har fået fjernet tråde eller klips ca. 12 dage efter operationen. Herefter er det egen læge eller Akuttelefonen 1813, du skal kontakte.

Redaktør