Udskiftning af brystimplantat

Ved operationen skifter vi brystimplantater af silikone.

Kort om operationen

Når du skal have skiftet dit brystimplantat, laver vi et snit under brystet og skifter implantatet ud med et nyt.
Det nye implantat bliver lagt ind i det eksisterende hulrum, hvor det tidligere implantat lå.

Du skal forvente at være på hospitalet i 1-2 dage i forbindelse med operationen.

Det er normalt at være øm og hævet i flere uger efter operationen. Det endelige resultat er først tydeligt efter 2-3 måneder, og du skal forvente at få 5-7 cm ar under hvert bryst.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Inden operationen skal du forberede din krop, så du styrker dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. Det er vigtigt, at du spiser sundt, dyrker motion og undgår alkohol de sidste 2 uger inden operationen.
Du må ikke ryge de sidste 6 uger før din operation. Hvis du ryger, kan vi ikke gennemføre operationen.
Hvis du er overvægtig med et BMI over 25, kan vi i de fleste tilfælde ikke operere dig. Tal med din egen læge om, hvordan du kan tabe dig inden operationen.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil – vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Køb smertestillende medicin før din operation

Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol, så du har den til de første dage hjemme.

Medbring tøj, der er nemt at få på overkroppen

Vi anbefaler, at du tager tøj med, der ikke kræver, at du løfter armene. Det kan fx være en skjorte eller en bluse med lynlås.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Lægen tegner med en tusch på din hud

Som forberedelse til operationen tegner lægen med en tusch, hvor på din hud vi skal operere.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit under hvert bryst, fjerner det nuværende implantat, lægger det nye implantat i hulrummet og syr såret sammen med tråd. Til sidst giver vi dig forbinding og en støttende BH på. I nogle tilfælde lægger vi dræn for at fjerne overskydende væske fra såret.

Operationen varer 1-3 timer.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem i det omfang, det er muligt. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin op til 1 uge efter operationen.

Vi fjerner dræn

Hvis du har fået lagt et dræn i hvert bryst, fjerner vi drænene, når de ikke længere er nødvendige. Hvis et dræn ikke er fjernet, når du bliver udskrevet, viser vi dig, hvordan du selv skal tømme det, når du er hjemme. Drænet skal tømmes dagligt.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Skade på nerverne: Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse. I få tilfælde kan skaden være permanent.
  • For meget arvæv: Vævet omkring implantatet danner arvæv som en reaktion på, at implantatet ikke er en naturlig del af kroppen. Hvis der dannes for meget arvæv, kan brystet blive hårdt og ømt. Dette sker som regel først efter flere år. Sker det, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at operere dig igen for at fjerne eller løsne arvævet.
  • Implantatet kan rykke sig: Implantatet kan rykke sig, så brystet ændrer form. Hvis det sker, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at operere dig igen.
  • Betændelse eller blødning omkring implantatet: Du kan få en betændelse eller blødning omkring implantatet. Hvis det sker, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at fjerne implantatet igen. Du skal vente i minimum 3-6 måneder, før du kan få opereret et nyt implantat ind.
  • Implantatet kan blive utæt: Gennem årene bliver implantatet udsat for slid og kan i sjældne tilfælde blive utæt. Hvis et implantat bliver utæt, skal du måske have skiftet det ved en ny operation.
  • Sjælden form for lymfekræft: Der er en meget lille risiko for, at man kan udvikle en sjælden form for lymfekræft, hvis man har fået indopereret et tekstureret brystimplantat. At et implantat er tekstureret betyder, at overfladen er ru. De anatomiske eller dråbeformede implantater er alle ru, for ellers drejer de for nemt rundt. Sygdommen hedder anaplastisk stor-cellet lymfom eller på engelsk Anaplastic Large Cell Lymfoma (ALCL). Tilstanden viser sig flere år efter operationen, oftest med væskedannelse omkring implantatet, og en prøve af væsken undersøges for at stille diagnosen. De fleste bliver helbredt ved en operation, hvor implantat og bindevævskapslen fjernes.

Hjemme igen

Kontakt din egen læge, hvis der opstår komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker
  • du får tiltagende smerter
  • såret gaber eller springer op.

På hverdage har du også mulighed for at kontakte afdelingens sygeplejetelefon. Se under ’Kontakt’

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal i de første 2-3 uger, da det øger risikoen for betændelse.

Brug plaster

Vi anbefaler, at du bruger et plaster på såret i op til 3 måneder for at få et pænere ar.

Undgå at løfte armene over hovedet

I 4 uger må du ikke løfte armene over hovedet, da det kan trække i sårene og betyde, at de heler langsommere.

Brug den støttende BH

Vi anbefaler, at du bruger en behagelig og støttende BH i 2 måneder efter operationen. Du får en støttende BH af os i forbindelse med operationen. Efter de 2 måneder må du bruge en BH med bøjle.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil og cykle igen 2 uger efter operationen, og når du føler, at det er forsvarligt.

Vent med at dyrke motion

Du må ikke dyrke motion de første 1-3 måneder efter operationen. Du skal generelt bevæge dig forsigtigt for at undgå blødning fra sårene.

Plej og beskyt arret

Når såret er helet, og du får et ar, skal du beskytte det mod direkte sol og solarium. Huden omkring arret er særligt udsat i forhold til solskoldning og kan blive mørk af solen. Den mørke farve forsvinder ikke igen. Vi anbefaler, at du er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor. Du kan desuden bruge fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.

Hjælp din krop med at komme sig

De første 2 uger efter din operation anbefaler vi, at du ikke ryger, og du begrænser dit indtag af alkohol. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Undgå at være alene hjemme

Vi anbefaler, at du ikke er alene den første dag derhjemme, så der er nogen, der kan hjælpe dig, hvis du får det dårligt. Måske vil du også have behov for hjælp fra dine pårørende til fysisk krævende hverdagsaktiviteter.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen efter cirka 2 uger. Hvis du har hårdt fysisk arbejde, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Hvis du er syet med tråde, der skal fjernes, skal du have disse fjernet 2-3 uger efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Kom til kontrol

Efter din operation bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post. Du skal til kontrol cirka 3 måneder efter din operation. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Redaktør