Gå til hovedindhold

Tyndtarmen - røntgenundersøgelse og CT-skanning

Med en røntgenundersøgelse kan man følge, hvordan kontraststoffet passerer gennem tarmen. CT-skanningen giver detaljerede billeder af tarmen og bughulen. Man skal faste inden undersøgelsen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt din tyndtarm ved en røntgenundersøgelse og en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning). Med røntgenundersøgelsen kan vi følge, hvordan et kontraststof passerer gennem din tarm. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af tarmen og bughulen.

Undersøgelsen kan bruges til at se efter forsnævringer eller betændelse i tarmen.

Undersøgelsen varer mellem 2 og 6 timer afhængigt af, hvor hurtigt kontraststoffet passerer gennem din tarm.

Vigtig forberedelse

Du skal faste i 2 timer

Du skal møde fastende. Det betyder, at du skal stoppe med at spise og drikke 2 timer før din aftale. Resultatet af undersøgelsen kan ikke bruges, hvis du har noget i mavesækken.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster.

Tag gerne lidt mad med

Du er velkommen til at tage lidt mad med hjemmefra. Vi fortæller dig, hvornår du må spise igen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Undersøgelsen

Fjern smykker, ur med mere inden undersøgelsen

Smykker og ure kan forstyrre undersøgelsen. Du skal derfor fjerne smykker og andre genstande fra det område, der skal skanningen.

Undersøgelsen

Du starter med at drikke 600 milliliter koldt kontraststof. Vi tager røntgenbilleder, mens du ligger ned, indtil vi kan se, at der er kontraststof i hele tyndtarmen.

Så følger vi dig til CT-skanningen, hvor vi tager billeder af hele bughulen. Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i CT-skanneren. Du skal ligge helt stille, mens du bliver skannet, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden