Om behandlingen
Du har fået konstateret kræft i prostata (blærehalskirtlen) med spredning (metastaser). Vi har vurderet, at din sygdom har en karakter, som giver grund til, at man indleder en intensiv kræftbehandling. Studier har vist, at man ved at kombinere flere kræftbehandlinger fra starten opnår større effekt, end hvis man giver dem i serier efter hinanden. Du skal derfor opstarte 3 behandlinger i løbet af kort tid - Triplebehandling (= tredobbelt behandling).
Vi ved, at du bliver præsenteret for mange informationer her i starten. Informationer som kan være vanskelige at huske, især fordi du lige har fået en kræftdiagnose. Vi har derfor lavet denne beskrivelse af behandlingen for at skabe overblik. Den skal ses som supplement til de mere grundige informationer, som findes til de enkelte behandlinger.
Kastrationsbehandling, Leuprorelin
Grundbehandlingen af prostatakræft med spredning er kastration, altså fjernelse af det mandlige kønshormon (Testosteron) fra din krop. Dette gør vi oftest ved at give en indsprøjtning (Leuprorelin/Eligard) i maven. Indsprøjtningen skal gentages hvert halve år. På sigt kan man få lavet en operation på testiklerne, som har samme effekt. Samtidigt skal du opstarte med et tilskud af Kalk og D-vitamin. Vi anbefaler Unikalk Forte, som indeholder den rigtige kombination. 1 tablet morgen og aften. Se i øvrigt den separate vejledning "Behandling med Leuprorelin".
Kemoterapi
Vi vil desuden henvise dig til en samtale på Afdelingen for Kræftbehandling angående behandling med kemoterapi. De vil give dig en grundig information. Vi forventer, at du skal have 6 behandlinger. Behandlingerne gives med 3 ugers mellemrum. Hver behandling varer ca. 1 time og foregår ambulant. Kemoterapien gives i et drop i armen. Se i øvrigt separat vejledning "Behandling med Docetaxel tidligt i sygdomsforløbet", som gives på Afdeling for Kræftbehandling.
Abirateron
Udover kastrationsbehandlingen og kemoterapi vil du også starte behandling med Abirateron (Zytiga). Det er en tabletbehandling, som ved en anden mekanisme også hæmmer produktionen af Testosteron. Du skal tage 2 tabletter af 500 mg dagligt på en gang. Vær opmærksom på, at du ikke må spise i 2 timer før og 1 time efter, at du har taget tabletterne. De fleste vælger derfor at tage dem, inden de går i seng. Abirateron skal tages sammen med et lille tilskud af binyrebarkhormon (Prednisolon 5 mg). Da Prednisolon virker opkvikkende, er det bedst at tage dem om morgenen. Se i øvrigt den separate vejledning "Behandling med Abirateron tidligt i sygdomsforløbet", som udleveres af Afdeling for Kræftbehandling.
Opfølgende besøg
Den intensive behandling vil medføre mange kontroller i starten. Opfølgningen kommer det første halve år til at foregå på Afdeling for Kræftbehandling. Herefter overtager Afdeling for Urinvejssygdomme igen kontrollerne.