TAI - transanal irrigation
Transanal irrigation er en måde at tømme endetarmen og en del af tyktarmen på.
TAI kan anvendes af alle med forstoppelse eller afføringsinkontinens. Næsten alle, der foretager anal irrigation, vil få kontrol over tarmtømningen.
De fleste vil kunne foretage dette alene efter instruktion og oplæring.
Proceduren er, at der via endetarmen indføres vand ved hjælp af en konus. Derved fyldes tyktarmen med væske, der sætter gang i afføringsrefleksen.
Procedurens varighed er individuel, men oftest vil det tage 30-40 minutter. Det vil typisk foretages dagligt - for nogle mennesker hver anden dag.
Oplæring
Første skylning vil foregå i Sygeplejeklinikken sammen med en sygeplejerske. Herefter foretager du det selv hjemme.
Det er muligt at holde pause med irrigation i en periode og genoptage det f.eks. i tilfælde af akut diarre, længere varende sygdom eller lignende.
Hvordan du gør
Find et tidspunkt på dagen, hvor du kan råde over badeværelset i fred og ro.
Behandlingen kan med fordel foretages om morgenen - gerne 20-30 minutter efter et større måltid, hvor stimulationen af tarmene vil være ekstra aktive.
Det er nødvendigt, at der på badeværelset er en krog, eller anden anordning til at hænge vandposen på. Den skal hænge minimum 1,75 meter over gulvhøjde, og den skal hænge sådan, at du kan se den fra toilettet.
Skylleproceduren er som følger:
- fyld circa 800 ml kropsvarmt (37-38 grader C) vand i vandposen, der forbindes med konus.
- åben for systemet og skylle det igennem, indtil slangen er tømt for luft eller at du ser vand forenden af skyllekonus. Luk systemet igen.
- tjek med en finger, at vandtemperaturen er tilpas - for koldt vand kan give mavekramper og for varmt vand kan give forbrændinger af tarmslimhinden.
- sæt dig på toilettet og placér konus forsigtigt op i endetarmsåbningen. Påfør eventuelt glidecreme på spidsen. Lad den pege opad mod navlen.
- åben for vandindførslen og lad 300-800 ml vand løbe jævnt ind i tarmen over 2-3 minutter. Indløbshastigheden skal være således, at møllevingen drejer rundt i et jævnt tempo
- tag konus ud. Herefter vil tarmen tømme sig af nogle omgange, hvilket tidsmæssigt kan variere fra typisk 15-30 minutter. Vand og afføring vil løbe ned i toilettet
- proceduren kan gentages.
OBS: Hvis du føler ubehag, koliksmerter eller trykken i maven, så kan du forsøge at skrue lidt ned for indløbshastigheden.
TIPS
- Volumen af vandet, der løber ind over kort tid, provokerer tarmen til at begynde at arbejde
- Det er kun din egen erfaring, der viser, hvor længe det er nødvendigt at vente på tømning.
- Vandposen tømmes, tørres eventuelt indvendigt og hænges til tørre.
- Konus kan væskes af med en mild håndsæbe.
- For at opnå afføringskontinens, eller afhjælpe forstoppelse, skal du anvende irrigation dagligt eller hver anden dag som fast rutine.
- Hvis du ikke drikker circa 1,5 liter væske dagligt, er det muligt at kroppen optager væsken fra konus, fremfor at arbejde for at tarmen tømmer sig.
- Vask altid hænder efter proceduren.