Træthed og tarmsygdomme

Information om symptomer og beskrivelse af, hvad du selv kan gøre.

Mange med kronisk tarmbetændelse oplever træthed. Denne form for træthed er voldsommere end almindelige træthed. I denne patientinformation beskriver vi symptomerne, og hvad der måske kan hjælpe dig.

Særlig form for træthed

For de kroniske tarmsygdomme colitis ulcerosa og Crohns sygdom gælder det, at en udmattende træthed er en velkendt udfordring. Denne særlige form for træthed kaldes fatigue. 

Oplever du denne særlige form for træthed, føles den voldsommere end almindelig træthed. 

Det er en fysisk form for træthed. Du mangler energi, overskud og din krop føles så tung, at det kan være næsten umuligt at rejse sig fra sofaen. 

Trætheden sidder altså mere i kroppen end i hovedet. 

Hvordan kan du få mere energi

Du kan desværre ikke sove denne særlige form for træthed væk. Medicin kan heller ikke fjerne trætheden – om end nogle behandlinger lader til at kunne lindre trætheden. 

Til gengæld er der flere ting, du selv kan forsøge dig med for at føle dig mindre træt og få mere energi:

1. Hold sygdommen i ro med den rette behandling

Dobbelt så mange oplever træthed, når sygdommen er aktiv så sørg for, at du får den rette behandling, og tager den som angivet. 

Er du i tvivl, om du får den rette behandling, skal du kontakte os. 

Hvis du sover dårligt på grund af natlige toiletbesøg, er det muligt, at du bør justere din behandling for at få den optimale effekt. 

2. Undgå blodmangel

Hvis du har en inflammatorisk tarmsygdom, øger det din risiko for blodmangel. Tarmbetændelsen gør det vanskeligere for kroppen at optage jern. 

Tal med os, om blodmangel kan være årsagen til, at du føler dig træt.

3. Mangler vitaminer eller mineraler

Du kan mangle vitaminer eller mineraler. Enten fordi du ikke optager dem fra tarmen eller fordi du ikke får tilført tilstrækkeligt. Tal evt. med din læge omkring kontrol af dette. 

4. Spis sundt og varieret

Kost kan påvirke din træthed både positivt og negativt. 

Det er dog endnu ikke bevist, om du bør følge en særlig diæt, når du har en kronisk tarmbetændelse. 

Indtil videre ser det ud til, at det varierer fra person til person, hvilken form for kost der virker bedst. 

Hvis dit blodsukker er stabilt døgnet igennem, vil du sandsynligvis føle dig mindre træt. 

Det betyder, at du skal holde igen med slik, sodavand og andre sukkerholdige mellemmåltider og drikkevarer. 

5. Bevæg dig

Mange af dem, der oplever udtalt træthed, er så trætte, at de har svært ved at sove. 

Når du bevæger dig og er fysisk aktiv, udmatter du din krop, så den føles naturlig træt. På den måde vil du forhåbentlig sove bedre og med tiden få mere energi. 

6. Prioriter din energi

Er du plaget af træthed, kan du være nødt til at prioritere, hvad du skal bruge din energi på. 

Nogle gange kan du få mere energi af at bruge energi på aktiviteter, der betyder noget for dig. Gode oplevelser og motion øger ofte mængden af energi.

7. Du føler dig deprimeret

En depression forstærker følelsen af træthed. Tal med din læge, hvis du føler dig trist.

Hvor mange med kronisk tarmbetændelse oplever træthed?

Undersøgelser viser, at selv når sygdommen er i ro, oplever 40 % stadig udpræget træthed. Er sygdommen aktiv, oplever 4 ud af 5 træthed.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor mange med kronisk tarmbetændelse oplever en særlig form for træthed. 

Der forskes i, hvilken rolle immunsystemet har, og hvad tarmfloraen betyder for trætheden. Men indtil videre har man ikke et endeligt svar.

For de fleste aftager trætheden med alderen. Unge føler oftest mere træthed end folk i 40’erne og opefter. Hvorfor kan man ikke svare på? 

Måske er det, fordi du bliver bedre til at håndtere trætheden med alderen, så den kommer til at fylde mindre. En anden tese kan være, at alt det, du begynder med i 20 og 30’erne – uddannelse, arbejde, familie – er med til at forstærke trætheden. 

Uanset årsagen er trætheden som regel værst i begyndelsen af et sygdomsforløb.

Redaktør