Gå til hovedindhold

Tasgina (Nilotinib), behandling med

Til patienter med Gastrointestinal Stromal Tumor (GIST).

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om stoffet Tasgina, som du er blevet tilbudt, og om hvordan behandlingen foregår.

Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid.

Hvad er Tasgina?

Tasgina virker ved at bremse væksten og mindske blodforsyningen til kræftsvulsten, hvilket er to vigtige mål for at forhindre kræftcellerne i at sprede sig og vokse. Tasgina gives som kapsler. Kapslerne findes i 2 styrker på henholdsvis 150 mg og 200 mg.

Behandlingen

Behandlingen gives som 1-2 kapsler, 2 gange dagligt - morgen og aften. Kapslerne skal tages med 12 timers mellemrum på samme tidspunkt hver dag. Kapslerne skal sluges hele sammen med et glas vand.

Tasgina må ikke tages sammen med mad, fordi maden har indvirkning på optagelsen af Tasgina, og risikoen for uønskede bivirkninger øges. Tasgina skal derfor indtages mindst 1 time før eller 2 timer efter et måltid. Hvis du glemmer at tage en dosis Tasgina, skal du ikke tage den senere. Tag den næste dosis, som du plejer.

Før behandlingsforløbet begynder, kan det være nødvendigt at foretage nogle undersøgelser. Det kan f.eks. være røntgen, scanning, elektrokardiogram (EKG) og blodprøver.

Behandlingen foregår i klinikken. Ved hvert fremmøde skal du have taget blodprøver, tale med en læge eller en sygeplejerske og have udleveret Tasgina. Derefter kan du tage hjem.

Behandlingen inddels i serier, hvor en behandlingsserie svarer til en periode på 12 uger, som på sigt kan øges til 16 uger efter aftale.

Under behandlingsforløbet vil der blive foretaget status hver 12-16 uge. Din sygdomsstatus vurderes ud fra lægens undersøgelse og ved hjælp af CT-scanninger. Behandlingen stoppes, hvis CT-scanninger viser, at Tasgina ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen.

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os, om de gener du får i forbindelse med behandlingen.

Hvis du får svære bivirkninger eller blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling sættes på pause, eller det kan blive nødvendigt at mindske dosis af Tasgina. Hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen, bliver behandlingen afbrudt.

Hvis du tager anden medicin

Du skal oplyse din læge eller sygeplejerske, om hvilken anden medicin du eventuelt tager, da der kan være uforligelighed mellem Tasgina og anden medicin. Fortæl det altid, inden du tager anden medicin, kosttilskud eller naturlægemidler. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.

Bivirkninger

Tasgina påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger. Nogle af disse bivirkninger vil være forbigående og forsvinde efter de første dages eller ugers behandling. Andre bivirkninger kan behandles eller lindres med medicin eller for eksempel med diæter.

Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og vi forventer ikke, at du oplever dem alle. Følgende bivirkninger kan forekomme.

Let kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og opkastning. Disse gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet.

Blodmangel, infektion og blødning Tasgina nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Du vil derfor kunne risikere at få blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektion kan vise sig ved feber og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden.

Vigtigt!

Vær opmærksom på tegn på infektion som for eksempel: kulderystelset, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter. 

Hvis du får

  • feber over 38,5 grader og/eller
  • tegn på blødning

skal du kontakte afdelingen. Det kan være nødvendigt, at vi behandler infektionen eller blødningen eventuelt under indlæggelse.

Ændret tarmfunktion Du kan få ændret tarmfunktion i form af diarre og/eller mavesmerter. Diarre kan opstå på grund af påvirkning af slimhinden i tarmen. Diarre er en øgning til 4-6 afføringer om dagen og/eller afføring om natten. Hvis du får diarre, skal den behandles. Diarre kan forebygges og behandles med stoppende medicin, som du vil få udleveret i afdelingen.

Hududslæt Du kan få hududslæt af varierende karakter eller kløre. Dette kan forekomme i ansigtet, på kroppen, hænderne og/ eller fødderne. Vi vil hjælpe med gode råd om behandling af udslæt.

Hovedpine Du kan få hovedpine, som du kan behandle med Paracetamol.

Hjertepåvirkning Tasigna kan i sjældne tilfælde påvirke hjerterytmen (QT-forlængelse), hvilket hos nogle personer kan udvikle sig til en potentiel alvorlig hjertetilstand.

Risikoen for dette kan være højere hos personer, som allerede har hjerteproblemer, eller som tager anden medicin. Du bliver undersøgt for hjerteproblemer ved hjælp af blodprøver og EKG, mens du er i behandling med Tasgina.

Forholdsregler

Du kan omgås familie og venner som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal anvende sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.

Du bør ikke amme, mens du tager Tasgina.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden