Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Behandlingen
Hos nogle kvinder med kræft i underlivet, er svulsten følsom overfor det kvindelige kønshormon, østrogen. Østrogenet virker som en slags ”mad” for tumorcellerne, som derfor kan vokse. Også efter overgangsalderen eller efter at have fået fjernet æggestokkene, danner en kvinde østrogen, mest fra binyrerne. Tamoxifen blokerer for østrogenets adgang til svulstcellerne, så de forhåbentlig forhindres i at vokse.
Tamoxifen gives som tabletter hver aften. (2 tabletter af i alt 40 mg).
Samtale med læge og sygeplejerske
Hver gang du kommer til behandling, taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling.
Mulige bivirkninger
De bivirkninger, som kan forekomme, er som regel milde. De hyppigste bivirkninger er hedeture og tørre slimhinder.
En mere alvorlig bivirkning er øget risiko for udvikling af blodpropper i venerne. Venerne er de blodårer, der fører blodet tilbage til hjertet og lungerne.
Tal med plejepersonalet, hvis du får bivirkninger af behandlingen.
Forholdsregler
Du må gerne foretage dig alt, hvad du har lyst til, hvis du synes, du kan overkomme det. Du må også gerne nyde øl eller vin til maden, og spise hvad du kan lide. Der er ingen begrænsninger i din omgang med andre mennesker.