Stødbehandling (DC-konvertering)

Du har uregelmæssig hjerterytme og fået tilbudt stødbehandling.

Hvad er stødbehandling?

Ved stødbehandling udsætter man hjertet for et kortvarigt elektrisk stød. På den måde forsøger man at afbryde de uregelmæssige hjerteslag og give plads til, at hjertet kan finde sin normale rytme igen. Behandlingen foregår i fuld bedøvelse.

Vær opmærksom på

  • Hvis du er i behandling med Marevan skal den være i niveau (INR mellem 2-3) i minimum 3 uger inden DC-konverteringen.
  • Hvis du er i behandling med et af de nyere præparater: Pradaxa, Xarelto, Lixiana, eller Eliquis, skal du have taget dette i minimum 3 uger før uden at have glemt en enkelt dosis. Glemmer du en dosis, er det vigtigt, at du kontakter os.
  • Hvis du har en infektion eller feber i dagene op til DC-konverteringen, skal du ringe til os. Det kan blive nødvendigt at udsætte DC-konverteringen.

Før du kommer til behandlingen

  • Du må spise og drikke frit indtil 6 timer før mødetidspunktet.
  • Du må drikke vand, saftevand, juice og te uden mælk indtil 2 timer før mødetidspunktet.
  • I de sidste 2 timer før mødetidspunktet må du ikke spise, drikke eller ryge (heller ikke tyggegummi, bolcher eller lignende).
  • Du kan tage din morgenmedicin med et glas vand senest 2 timer før mødetidspunktet

Inden DC-konverteringen

Du skal møde kl. 7.30 i vores sengeafsnit på Afdeling for Hjertesygdomme og melde din ankomst ved skranken på 3. etage.

En sygeplejerske tager imod dig og fortæller om dagens forløb. Det er en læge, en sygeplejerske og en narkoselæge, som står for din behandling.

Sygeplejersken sætter en trådløs sender (telemetri) på din brystkasse. Via senderen kan vi overvåge din hjerterytme, mens du er i afdelingen.

Sygeplejersken lægger et tyndt plastikrør (PVK) i en blodåre på din håndryg eller i din arm. Det skal bruges til at give bedøvelse igennem.

Du får også sat 2 store klistermærker med elektroder på - en på brystet og en på ryggen. Via de to klistermærker bliver en elektrisk impuls sendt gennem hjertet.

Hvor lang tid tager det?

Bedøvelsen og behandlingen varer 15-20 minutter.

Efter behandlingen

Du vågner i løbet af ganske få minutter. Når du er klar til det, får du noget at spise og drikke.

Første gang du står ud af sengen, kan du være lidt svimmel. Personalet er på stuen til at hjælpe dig. Derefter skal du have senderen på i to timer, så vi kan holde øje med din hjerterytme. Normalt kan du udskrives 2 timer efter behandlingen.

Inden du går hjem, taler du med en læge eller en sygeplejerske, som fortæller, hvilken medicin vi anbefaler, at du fortsætter med. I taler også om den videre kontrol.

Du må ikke køre bil resten af dagen. Selv om du føler dig klar efter bedøvelsen, kan din dømmekraft og reaktionsevne være påvirket.

Tiden efter behandlingen

Den uregelmæssige hjerterytme kan komme igen i månederne efter stødet. Behandlingen kan gentages, hvis det er sandsynligt, at et nyt stød kan føre til en længere periode med normal hjerterytme, men hvis det ikke er sandsynligt, må du som regel betragte den uregelmæssige hjerterytme som kronisk. I så fald får du medicin, der kan holde din hjertefrekvens på et passende niveau.

Bivirkninger

Stødbehandling anses for at være ganske ufarlig.

Huden under de to klistermærker bliver ofte lidt forbrændt. Det er ufarligt og forsvinder i løbet af et par dage. Det kan evt. lindres med creme.

Efter behandlingen kan hjerterytmen være for langsom. Derfor kan det være nødvendigt at overvåge din hjerterytme i længere tid, sådan at du skal være indlagt længere end planlagt.

Den alvorligste komplikation er risikoen for en blodprop i hjernen. Risikoen er lille, når den blodfortyndende behandling har været velreguleret i ugerne op til behandlingen. Derfor er vi ekstra opmærksomme på dit blods evne til at størkne (dine INR-værdier), og om du har taget din medicin regelmæssigt op til behandlingen.

Kontrol

Efter cirka en måned skal din hjerterytme kontrolleres med elektrokardiogram (ekg). Du skal aftale tidspunktet for kontrollen dér, hvor din blodfortyndende behandling bliver kontrolleret.

Blodfortyndende medicin

Du skal fortsætte med den blodfortyndende behandling i en længere periode. Nogle skal have det resten af livet.

Lægen afgør sammen med dig, hvor længe du skal tage blodfortyndende medicin.

Hvor kan jeg læse mere?

Du kan læse mere om behandlingen af uregelmæssig hjerterytme og atrieflimren/atrieflagren på Hjerteforeningens hjemmeside: www.hjerteforeningen.dk.

Hvor kan jeg spørge?

Hvis du har spørgsmål, behov for at ændre tid, aftale kørsel eller andre praktiske spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Redaktør