Skedeindgangen og de ydre kønsorganer, operation ved

Patientinformation om operation ved skedeindgangen og de ydre kønsorganer.

Hvorfor skal jeg have denne operation?

Du skal opereres, fordi der er konstateret celleforandringer på hud eller slimhinder i de ydre kønsorganer.

Celleforandringernes udbredelse har betydning for, hvor meget væv der fjernes.

Hvor lang tid varer operationen?

Operationen varer normalt ½ -1 time og foregår i fuld bedøvelse.

Hvordan skal jeg forberede mig til operationen?

Det er meget vigtigt, at du fjerner kønsbehåringen foran skedeåbningen.

Du skal faste til operationen. Du kan læse mere i de patientinformationer, som du får udleveret:

  • ”Når du skal bedøves.”
  • ”Forberedelse til operation”

Hvordan med smerter efter operationen?

Ved smerter anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol) á 500 mg max. 4 gange dagligt og evt. supplerer med 2 tabletter Ibuprofen (Ipren, Ibumetin) á 200 mg max. 3 gange i døgnet.

Du kan købe begge præparater i håndkøb på apoteket.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

De fleste patienter kan udskrives i løbet af et par timer.

Hvordan med sygemelding?

De fleste vil have brug for sygemelding i en uge. Du kan tale om sygemelding med den læge, der har opereret dig.

Hvordan skal jeg behandle operationssåret?

Såret skal holdes så rent og tørt som muligt, specielt i forbindelse med toiletbesøg. Du skal skylle med håndbruser efter vandladning og tørre forsigtigt. Du skal vaske såret med vand og en mild sæbe efter afføring.

Sårene heler i løbet af 2 - 3 uger.

Såret er syet med selvopløselige tråde. Hvis du oplever, at trådene strammer, kan du eventuelt få dem fjernet efter 10-14 dage.

Hvad skal jeg gøre for at undgå infektion?

Indtil såret er helet, anbefaler vi, at du undgår:

  • samleje
  • havbad, karbad og svømmehal

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

  • Der kan forekomme urinvejsinfektion eller blodansamling.
  • I sjældne tilfælde, hvor vi har opereret meget tæt på urinrøret, kan vandladningen påvirkes. Urinstrålen kan blive skæv eller spredt.

Hvilket resultat kan jeg forvente efter operationen?

Hvis større dele af de små kønslæber bliver fjernet, kan seksuallivet blive påvirket efter operationen. Følelsen i området vil være ændret, og det kan tage noget tid at vænne sig til det anderledes udseende.

Hvordan med kontrol?

Du får en tid til kontrol 10-14 dage efter operationen, hvor du får svar på vævsprøverne og hvor trådende kan fjernes, hvis de generer.

Herefter tilbydes du kontrol hver 6. måned det første år.

Ved hvert ambulant besøg foretages en gynækologisk undersøgelse, og de ydre kønsorganer efterses for eventuelle nye forandringer.

Vi anbefaler, at du bliver HPV vaccineret hos din egen læge.

Redaktør