Seksualitet efter fjernelse af blæren

Råd om og information til mænd og kvinder om ændringer i seksualitet efter fjernelse af blæren.

Det er livsændrende at få en kræftdiagnose, og det påvirker både psykiske og fysiske aspekter i livet. Blandt andet bliver seksualiteten påvirket, når man bliver syg og skal i behandling.

Det er forskelligt, hvordan og hvor meget de seksuelle bivirkninger mærkes og ændres, og hvor meget det betyder for den enkelte. 

Nogle er meget seksuelt aktive og andre er mindre aktive. For nogle er den fysiske del af seksualiteten vigtig og hyppig, mens andre sætter mere pris på gøremål og interesser, der øger livsglæden og energien, og styrker intimiteten i et eventuelt parforhold. 

Seksualiteten ændrer sig hele livet igennem alt efter, hvordan livet udfolder sig og ændrer sig. Det er naturligt, at seksualiteten i perioder under udredning og behandling glider i baggrunden, og det kan tage mange måneder efter afsluttet behandling, før lysten til og tankerne om sex eventuelt begynder at røre på sig. De fleste behøver god tid til at vænne sig til de ændringer, der er sket med kroppen og til igen at finde ro i hverdagen og overskud. 

Når overskuddet og lysten til sex og intimitet eventuelt melder sig igen efter fjernelse af blæren (cystektomi), vil der opleves forskellige ændringer. 

Ændringer i seksualiteten for Kvinder

Fjernelse af blæren hos kvinder kan medføre forskellige fysiske ændringer, der har betydning for seksualiteten. 

Vagina kan være forkortet eller mindsket. Opleves dette som et problem, kan der hos fysioterapeut eller urogynækolog instrueres i gradvis udvidelse og blødgøring af vævet. Al vaginal penetration (indføring) skal undgås, indtil der ikke opleves sivning fra vagina. 

Kvinder der inden operationen var i menopause (overgangsalder), vil opleve dette efter cystektomi, hvor de hormonproducerende ovarier (æggestokke) fjernes. Dette kan blandt andet medføre hedeture og tørre slimhinder. De fleste kvinder kan få lægeordineret medicin for dette. Glidecreme bør også benyttes ved stimulering af kønsorganerne.

Også kvinders orgasmeevne kan være påvirket. Muligvis kræver det længere og anderledes stimulering end før operationen, og det er en god ide, at du prøver dig frem. Sexologiske hjælpemidler kan være hjælp for nogle. 

Ændringer i seksualiteten for Mænd

For mænd gælder det, at der efter cystektomi (fjernelse af blæren) ikke kan opnås erektion (rejsning). Det skyldes, at nerverne til erektionen løber langs prostata, og både prostata og erektionsnerverne fjernes under operationen. Det betyder også, at tabletbehandling (PDE5-hæmmere) ikke vil have effekt, da disse er afhængige af erektionsnerverne. Til gengæld vil nogle mænd have gavn af en vakuumpumpe/penispumpe eller injektioner med en lille tynd nål i den ene side af penis, hver gang der ønskes erektion. Injektionen er ikke svær at håndtere. Grundig instruktion gives af en sygeplejerske i klinikken, så du bliver tryg ved brugen.  

Mænds orgasmeevne vil også blive påvirket. Orgasme er afhængig af både nerver, blodkar, muskler, hormoner og tanker, og det meste påvirkes mere eller mindre ved operationen. En orgasmefornemmelse kan for mange mænd opnås på trods af manglende erektion og ejakulation (sædafgang). Det kræver ofte mere tålmodighed, og fornemmelsen kan også være anderledes og måske mindre intens end før operationen. Dette kan ændre sig i positiv retning med tiden. Nogle nerver, blodkar og muskler i bækkenet gendannes, og man bliver mere fortrolig med egen krop og slapper mere af i intime situationer. 

Tal med din partner om seksualiteten

Rollerne i et parforhold kan ændre sig i løbet af et alvorligt sygdomsforløb. Som partner kan det være nødvendigt at tage mere og hyppigere initiativ til nærhed og berøring, end du har været vant til. Er begge parter tilbageholdende, fordi de er bekymrede for at havne i en situation, hvor enten den ene eller den anden part bliver ked af det, skuffet eller afvist, så kan parret ende med slet ikke at nærme sig hinanden, selvom det netop er det modsatte, de ønsker. Vigtigst er det derfor at tale sammen og fortælle hinanden om tanker og ønsker i forhold til sex og intimlivet. Forventningerne skal afstemmes og måske kræver det kompromis. Er det et ønske for begge parter at bevare sexlivet, så fortsæt med og vær bevist om at initiere intimitet og fysisk nærhed, også selvom lysten eller evnen ikke altid er der. 

Fra en stor undersøgelse ved vi, at den genitale del af en seksuel relation ikke er nær så betydningsfuld som nærhed, ømhed, fortrolighed, hengivenhed og bekræftelse. 

At sidde tæt sammen, at kysse, at ligge tæt sammen, at holde i hånd og at give og få kram er meget vigtigt – dette gælder uanset alder.   

Det er ikke nemt at tale om seksualiteten, men det er ofte nødvendigt, når der sker ændringer. Nogle par oplever ligefrem, at forholdet styrkes, og de kommer tættere på hinanden følelsesmæssigt, når de sammen håndterer et alvorligt sygdomsforløb og de ændringer, det medfører.

Ønskes råd og vejledning eller en snak om de seksuelle ændringer, så er du altid velkommen til at kontakte både læger og sygeplejersker i Urinvejssygdomme, klinik 1. Der er også mulighed for en samtale med afdelingens sexolog eller henvisning til andre specialister, der kan hjælpe med specifikke problemer.

Redaktør