Gå til hovedindhold

Sammenvoksning af arvæv i knæet (Brisement forcé) - øvelser efter behandling

Øvelsesprogram med knæmaskine til genoptræning efter behandling for sammenvoksning af arvæv i knæet (Brisement forcé).

Kort om øvelserne

Som en del af behandlingen skal du træne i knæmaskine og lave øvelser for at forhindre, at arvævet i knæet vokser sammen igen. Når du træner, forebygger du blodpropper, bevarer bevægelighed og får styrke i musklerne. Umiddelbart efter du er vågnet af bedøvelsen, skal du starte med at genoptræne. Brug knæmaskinen så meget som muligt, og lav øvelserne som supplement.

Du skal lave øvelserne 3 gange om dagen. 
Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser.

Det er normalt, at det gør ondt, når du træner. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt imens. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Brug en knæmaskine

Du har fået udleveret en maskine, der kan bevæge dit knæ, når du ligger ned. Du skal bruge maskinen for at gøre arvævet i knæet mere smidigt og få bedre bevægelighed.
Du skal ligge med knæet i maskinen mindst 8 timer om dagen og gerne mere. Hvis du kan, anbefaler vi, at du også bruger maskinen, når du sover. Vi viser dig, hvordan maskinen virker og taler med dig om, hvor længe du skal bruge maskinen.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1 

Du skal ligge på ryggen eller sidde med strakte ben. Du kan eventuelt lægge et sammenrullet håndklæde eller en hård pude under anklen. Du kan lave øvelsen både med og uden knæmaskinen.

  • Bøj foden opad, og pres knæet mod underlaget.
  • Hold stillingen i 5 sekunder, og slap af.

Øvelse 2 

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.  

  • Bøj benet, og træk foden ind under dig så meget som muligt. Hælen skal blive i underlaget. 
  • Hold stillingen i 20 sekunder.
  • Lad foden glide frem igen.

Øvelse 3 

Du skal sidde yderst på sædet af en stol med begge fødder på gulvet.

  • Stræk benet foran dig. Hold hælen i gulvet, og lad tæerne pege opad.
  • Læn overkroppen langsomt frem over knæet, og pres ned på det med hånden, til du mærker et stræk i knæhasen og baglåret.
  • Træk benet tilbage, og sid med begge fødder på gulvet igen.

Øvelse 4 

Du skal stå foran et trappetrin eller en lav skammel. Sæt foden op på trinnet eller skamlen, så du bøjer i knæet.

  • Bevæg overkroppen fremad, og bøj yderligere i knæet. Når du bøjer i knæet, skal det pege lige frem og ud over tæerne.
  • Før kroppen tilbage, og stræk knæet på forreste ben.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/98d eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden