Rygning og stroke

Rygning øger risikoen for stroke. Risikoen for stroke er tre gange højere, hvis du er ryger, og højere endnu hvis du er storryger.

Der kan være sammenhæng mellem din livsstil og udviklingen af stroke. Har du en eller flere af nedenstående risikofaktorer, så er du i øget risiko for stroke:

  • Rygning
  • Forhøjet blodtryk
  • Fysisk inaktivitet
  • Overvægt
  • Forhøjet kolesterol
  • Åreforkalkning
  • Sukkersyge
  • Alkoholoverforbrug

Har du haft et stroke, så er du i risiko for at få flere. Denne risiko kan nedsættes ved at leve sundt (fx. være fysisk aktiv, spise magert og nedsætte dit saltforbrug, stoppe rygning og nedsætte alkoholoverforbrug). Selvom rygning er din eneste risikofaktor, kan du nedsætte risikoen for stroke ved rygestop.

Rygning og blodtryk 

Ved rygning trækker blodkarrene i kroppen sig sammen, og dit blodtryk stiger. På længere sigt medfører rygning et konstant højere tryk. Et højt blodtryk øger din risiko for både blodpropper og blødninger. Ved rygestop vil dit blodtryk falde og dermed også din risiko for nyt stroke. 

Rygning og åreforkalkning

Kroppen reagerer på rygning som en infektion. Hvis du er ryger, er dit immunforsvar derfor konstant aktiveret. Ved et over-aktivt immunforsvar opstår der irritation på indersiden af dine blodkar. Som følge af dette opstår der arvæv og aflejringer i dine kar (åreforkalkning). Åreforkalkning kan lukke blodkarrene helt til, og betyde at blodet ikke længere kan strømme frit. Blodpropper kan dannes i åreforkalkningen og sendes videre med blodet til fx hjernen. 

Rygning og kolesterol

Rygere har højere kolesteroltal end ikke-rygere, og typisk vil dit kolesteroltal falde, hvis du stopper med at ryge. 

Rygestop

Overvejer du at stoppe med at ryge, er det en god idé at tale med en rygestopkonsulent. Forskning viser, at succesraten for rygestop er højere, hvis du får den rette vejledning og evt. nikotinerstatningsprodukter. Rygestopkonsulenterne har erfaring med at give råd, vejledning og støtte til kommende ex-rygere, når det bliver svært. 

Henvisning til rygestoprådgivning

Rygestoprådgivning foregår i kommunen. Vi kan hjælpe dig med en henvisning, og du vil derefter blive ringet op af en konsulent inden for 7 dage. 

Gratis rådgivning hos Stoplinien: 

  • Telefon 80 31 31 31

  • Sms teksten ’rygestop’ til 1231, og du vil blive ringet op af en rådgiver

På e-kvit.dk kan du få online hjælp til rygestop

Redaktør