Om rituximab
Immunforsvaret er kroppens forsvarssystem. Forsvaret består blandt andet af særlige proteiner (immunglobuliner), som har til opgave at bekæmpe ”fremmede” celler i kroppen. Det kan f.eks. være bakterier, virus eller kræftceller.
I sjældne tilfælde angriber immunforsvaret kroppens egne celler.
Ved nyresygdom, hvor normale nyrer bliver angrebet af immunforsvaret, bliver nyrevævet beskadiget, og det kan derfor være nødvendigt at dæmpe immunforsvarets aktivitet.
Der findes forskellige slags immundæmpende medicin, som virker forskelligt på immunforsvaret. Det vil derfor ofte være nødvendigt at behandle med flere slags immundæmpende medicin på en gang, for at opnå det bedste resultat med færrest bivirkninger.
Hvordan virker Rituximab?
Rituximab fjerner de celler, der producerer de antistoffer, som du bliver syg af.
Behandling med Riuximab
Rituximab gives som drop i vores daghospital. Det gives typisk to gange med 14 dages mellemrum. Den første behandling tager 6 timer, den anden er som regel kortere.
Før behandlingen kan gives, skal der foreligge svar på blodprøver, som viser noget om infektion og mængden af antistoffer (immunglobuliner) i blodet.
Bivirkninger
Bivirkninger er uønskede eller utilsigtede virkninger af medicinen, og alle lægemidler har bivirkninger.
Det er ikke alle, der oplever bivirkninger ved behandlingen, og hvis du får bivirkninger, er det ikke alle nævnte bivirkninger, du vil opleve. Nogle bivirkninger vil være forbigående. Det betyder, at de aftager eller forsvinder helt med tiden.
Bivirkning ved Rituximab er sjældne, dem der ses er:
- Allergisk reaktion i forbindelse med indgivelsen, hvilket er årsagen til at første behandling gives langsommere.
- Øget risiko for infektioner.
- Manglende evne til at producere immunglobulin nok og deraf følgende infektionsrisiko med behov for infusion af immunglobulin regelmæssigt.
- Hjernebetændelse (PML).
Øvrige oplysninger
På grund af den øgede infektionsrisiko udleverer vi efter behandlingen forebyggende antibiotika i form af tablet Bactrim (Sulfametoxazol med trimetoprim), som du skal tage én gang dagligt flere måneder efter kuren. Tabletterne udleveres efter udskrivelsen af ambulatoriet.
Du kan læse videre om de enkelte præparater på: www.min.medicin.dk