Renografi - barn

Ved en renografi undersøges nyrerne og deres funktion. Undersøgelsen var mellem 1½-2 timer.

Om undersøgelsen

Vi skal undersøge, hvordan dine nyrer ser ud, og hvordan de fungerer i forhold til hinanden. Til undersøgelsen bruger vi et kamera, der kan lave billeder af dine nyrer.

Hvor lang tid tager det

Undersøgelsen varer i alt mellem 1½ og 2 timer.

Hvordan skal du forberede dig

Du må have dit eget tøj på. Har du smykker, lynlåse eller andet metal, der hvor vi skal lave billeder, vil vi bede dig tage det af, da det ellers kan ses på billederne. Det er meget vigtigt, at du prøver at drikke så meget, du kan i timerne op til undersøgelsen. Medbring gerne en højtlæsningsbog, en musikafspiller eller lignende.

Hvordan foregår undersøgelsen

Personalet kommer og hilser på dig og fortæller, hvad der skal ske. Din mor og far må gerne være med, og de må være hos dig under hele undersøgelsen. 

Lige før billedoptagelsen bliver du bedt om at gå ud og tisse. Bruger du ble, skal denne skiftes (medbring selv ekstra bleer).

Når billederne skal optages kommer du ind i et undersøgelsesrum, hvor vores gammakamera står. Her skal du op at ligge på et leje. 

Du får et stik i en blodåre, hvor vi sprøjter sporstof (billedvæske) ind. Hvis du har fået lagt et lille plastikrør i blodåren (en venflon), kan vi bruge det i stedet. 

Det er vigtigt, at du ligger helt stille og trækker vejret normalt, når vi optager billederne.

Selve billedoptagelsen tager ca. 30 minutter.

Hvad foregår der efter undersøgelsen

Når vi har lavet billederne må du tage hjem, hvis du ikke har andre aftaler. Senere gennemser lægen dine billeder og sender et svar til Afdeling for Børn og Unge. Lægerne på Afdeling for Børn og Unge vil så forklare dig og dine forældre resultatet af undersøgelsen.

Er det farligt

Den lille mængde af det radioaktive sporstof er uden bivirkninger.

Redaktør