Regorafenib, behandling med

Til patienter med primær kræft i leveren med spredning.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om kemoterapi ved primær kræft i leveren med spredning. 

Tilbagefald og/eller fremskreden primær kræft i leveren kan i nogle tilfælde behandles med målrettet kræftbehandling. Det er en behandling, der virker ved at hæmme væksten af kræftområderne og nedsætte blodforsyningen til dem. Hvilken type af målrettet behandling, vi kan tilbyde dig, afhænger af dine ønsker for behandlingen, kræftens genetiske sammensætning, sygdommens spredning og din samlede helbredstilstand.

Lægens vurdering er, at vi kan tilbyde dig målrettet behandling med et stof, der hedder Regorafenib. Regorafenib er en behandling med tabletter. Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid.

Vi giver kemoterapi for at ramme kræftceller forskellige steder i kroppen. Der opstår bivirkninger, fordi kroppens raske celler også reagerer på kemoterapi. Der er størst risiko for bivirkninger under behandlingen, og de kan i sjældne tilfælde være livstruende. På trods af behandlingen er der fortsat risiko for, at din sygdom udvikler sig.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, og vi håber, at denne information kan hjælpe dig til at få overblik over behandlingen og forløbet med kemoterapi. Vi anbefaler, at dine pårørende også læser informationen.

Kontrol inden behandling

Samtale  I forbindelse med hver behandling taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling. 

Blodprøver  Kemoterapien kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodlegemer midlertidigt. Du skal derfor have taget blodprøver forud for hvert besøg. Prøverne skal tages, før du skal tale med en læge/sygeplejerske. Du kan få taget blodprøverne på hospitalets laboratorium senest en time før behandling eller lægekonsultation. Hvis du ønsker det, kan du få taget prøverne på et andet hospital eller laboratorium. Dette skal du aftale med lægen eller sygeplejersken.

Behandlingen

Behandlingen består af serier, hvor én serie strækker sig over 28 dage. På dag 1 får du udleveret tabletter til 21 dage, derudover er der indlagt en kontrol på dag 15, hvor du får kontrolleret blodprøver og taler med en læge. 

Vi behandler i perioder, der varer ca. 3 måneder, hvorefter vi vurderer, hvordan det går. Hver periode består af 3 serier efterfulgt af en scanning. Efter hver scanning gør du og eventuelt din familie status over din sygdomstilstand sammen med din patientansvarlige læge. Ved disse møder planlægger I det videre forløb.

Hvis du tåler behandlingen godt, og scanningsresultatet viser, at kemoterapien har effekt, tilbyder vi behandling i en periode på yderligere 3 måneder. Dette gentager sig, så længe du kan tåle behandlingen og har effekt af den.

1 Serie

Dag 1-21  Du indtager tabletter med Regorafenib, derhjemme, sådan som lægen eller sygeplejersken har beskrevet det.
Dag 15  Kontrol vedrørende bivirkninger og blodprøver
Dag 22-28  Pause

Efter ca. 4 uger møder du i ambulatoriet med henblik på næste serie.

    Vejledning for indtag af tabletter

    • Tabletterne må ikke tygges.
    • Tabletterne tages med et glas vand enten uden for måltid eller i forbindelse med et fedtfattigt måltid.
    • Tabletterne må ikke tages i forbindelse med et fedtrigt måltid, da det kan påvirke effekten af Regorafenib. Hvis du har planer om at indtage et fedtrigt måltid, så tag tabletterne mindst 1 time før eller 2 timer efter måltidet.
    • Tabletterne må ikke tages sammen med grapefrugtjuice, da det kan påvirke effekten af Regorafenib. Det er vigtigt, at du tager Regorafenib præcis, som din læge har beskrevet.
    • Hvis du glemmer at tage en dosis Regorafenib, skal du ikke tage den senere. Tag den næste dosis, som du plejer.
    • Tabletterne skal opbevares utilgængeligt for børn. Opbevar Regorafenib ved stuetemperatur i den originale indpakning.

    Bivirkninger generelt

    Den målrettede behandling påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan opstå bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig, og vi kan ikke udelukke andre bivirkninger end de nævnte på forhånd. 

    Træthed  Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling. Det er dog meget vigtigt, at du holder dig i gang trods trætheden.

    Nedsat appetit  Din sygdom og behandlingen kan medføre, at din appetit bliver nedsat. Du kan få råd og vejledning i klinikken, hvor vi også kan henvise dig til en diætist.

    Blodmangel, infektion og blødning  Kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Det kan give blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektioner kan vise sig ved feber højere end 38 grader og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig ved for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden.

    Diarré  Du vil få information om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af diarré. Du vil desuden få udleveret diarréhæmmende tabletter, der kan stoppe eventuel diarré. 

    Hud og slimhinder  Du kan få udslæt. Derudover kan slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarré. Disse gener kan vi behandle med medicin. 

    Hånd-fod reaktion  Hånd-fod reaktion er en hudreaktion, der viser sig ved prikken i håndflader og fodsåler og som eventuelt ledsages af rødme, hævelse, ømhed, smerter, revner i og udtørring af huden. Vi vil hjælpe dig med gode råd om behandling af det.

    Mundbetændelse  Betændelse i munden kan behandles med mundskyllevæske eller lokalbedøvende gel.

    Samliv og seksualitet  Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette kan skyldes,at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation. Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinder og gennem sæd. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner. Kemoterapi kan dog skade et foster, så du eller din partner skal bruge et svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør.

    Til mænd  Kemoterapi kan nedsætte sædkvaliteten. Hvis du ønsker det, kan du deponere sæd. Dette skal aftales og koordineres med lægen eller sygeplejersken, før du begynder på behandlingen. I nogle tilfælde genvindes evnen til at få børn efter nogle måneder til år. Hvis du har spørgsmål vedrørende din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

    Til kvinder  Kemoterapi kan medføre, at menstruationen bliver uregelmæssig eller ophører, hvilket kan påvirke evnen til at få børn. Vedvarende ophør af menstruationen er tegn på, at du er gået i overgangsalderen tidligere end ellers. Hvis du har spørgsmål om din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information. 

    Specielt om Regorafenib

    Forhøjet blodtryk  Da Regorafenib påvirker karvæggen (blodårerne), kan der forekomme forhøjet blodtryk. Du skal derfor regelmæssigt have målt dit blodtryk. Hovedpine og/eller sløret syn kan være symptomer på forhøjet blodtryk. Hvis disse symptomer opstår, skal du kontakte afdelingen.

    Stofskiftet  Ændringer i stofskiftet kan forekomme. Vi kontrollerer, om der er ændringer via de blodprøver, du får taget i behandlingsforløbet.

    Fortæl om dine bivirkninger, så vi kan behandle dem

    For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får uacceptable bivirkninger, bliver din behandling udsat eller afbrudt.

    Forholdsregler

    Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

    Vigtigt!

    Du skal kontakte afdelingen, hvis du får

    • hovedpine og/eller sløret syn
    • diarré, som ikke stoppes af tabletter mod diarré indenfor 24 timer
    • feber over 38,5 grader.
    Redaktør