Gå til hovedindhold

RS-virus

RS-virus er en forkølelses-virus, der oftest rammer små børn.

Symptomer

Symptomerne på RS-virus er svær forkølelse, hoste, påvirket vejrtrækning og feber. Barnet vil ofte være pjevset og grædende, have nedsat appetit og være mere træt end vanligt.

Helt små børn kan evt. skumme om munden og have sejt slim. Hosten kan være langvarig - op til flere uger.

Hvornår søger man hjælp?

Barnet bør tilses af en læge, hvis I er bekymrede for dets tilstand - og hvis barnet:

  • har påvirket vejrtrækning
  • har svær hoste
  • har mange opkastninger
  • ikke vil drikke
  • har færre våde bleer end vanligt
  • er slapt eller sløvt

Behandling

Penicillin har ingen effekt, da det er en virusinfektion. Behandlingen består i lindring af barnets symptomer:

  • Til at løsne det seje snot i næsen kan bruges saltvandsspray eller saltvandsdråber (fås på apoteket).
  • Til at suge det seje snot ud af næsen kan bruges en ”næsesuger” (fås på apoteket eller i supermarkedet).
  • Lad barnet sove med løftet hovedgærde. - læg fx bøger under sengens ben.

Daginstitution

Barnet kan komme i institution, når hosten er aftagende, evt. feber er overstået, og barnet kan lege med andre børn. Det er godt at holde barnet hjemme et par dage ekstra, så det ikke udsættes for ny smitte de første dage, hvor det er særlig modtagelig for ny sygdom.

Om RS-virus

RS-virus er en hyppig årsag til forkølelse hos småbørn. Den optræder i epidemier fra oktober til maj. Større børn og voksne bliver også smittet, men symptomerne er mildere end hos småbørn. Efter infektionen er der kun kortvarig beskyttelse mod ny smitte.

Smitteveje

RS-virus smitter gennem sekret fra næse og mund og ved håndkontakt. Risikoen for smitte er særlig stor, når man opholder sig steder, hvor mange mennesker er i tæt kontakt med hinanden. Man bliver syg 2-8 dage efter, at man er blevet udsat for smitte.

Forebyggelse

Forebyggelse er i praksis umuligt. Kontakt til spædbørn under 3 måneder bør 
så vidt muligt undgås, indtil barnet er rask, dvs. ikke har feber og ikke er forkølet. Omhyggelig og hyppig håndvask er meget vigtig, især efter berøring af barnets næsesekret/savl.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden