Tidspunkt
For at opnå stabil virkning af medicinen er det hensigtsmæssigt at tage den på nogenlunde samme tid hver dag. Gør det til en vane at tage medicinen i forbindelse med et dagligt, tilbagevendende gøremål (f.eks. tandbørstning, måltid eller sengetid).
Doseringsæske
Når man tager medicin dagligt, er det let at komme i tvivl, om man har glemt en enkelt dosis. Derfor er det en fordel at benytte en doseringsæske. Den giver mulighed for at kontrollere, om de tidligere doser er taget.
Glemt medicin
Hvis du glemmer at tage din medicin til sædvanlig tid, skal du tage den glemte dosis, så snart du opdager det. Det kan give bivirkninger som f.eks. træthed eller svimmelhed – disse er dog forbigående. I tvivlstilfælde eller ved spørgsmål skal du kontakte din læge eller sygeplejerske der, hvor du går til kontrol.
Opkastning
Hvis du kaster op inden for en ½ time, fra du har taget din epilepsimedicin, anbefales det at tage en ny dosis. Er der gået mere end en ½ time, fra du har taget din epilepsimedicin, til du kaster op, behøver du ikke gøre noget.
Anfaldskalender
Mange mennesker har svært ved at huske og skelne dagene fra hinanden – det gælder også mennesker med epilepsi. En anfaldskalender er derfor afgørende for at holde regnskab med anfaldene. Medicinens effekts måles hovedsageligt på anfaldshyppigheden. Husk derfor at føre kalenderen nøjagtigt og vise den ved hver ambulant kontrol.
Blodprøve
Når indholdet af epilepsimedicin skal måles, er det vigtigt, at blodprøven tages inden morgenmedicinen. På det tidspunkt ligger medicinindholdet i blodet mest stabilt. Selvom blodprøven først tages lidt op ad formiddagen, er der som regel ingen grund til at frygte for anfald.
Hvis du ikke får morgenmedicin eller ikke kan møde om morgenen, er det vigtigt, at blodprøven tages, når der er gået mindst 8 timer, fra du sidst tog epilepsimedicin.