Port-a-Cath, anlæggelse af

Til patienter, der skal have anlagt Port-a-Cath.

Hvad er Port-a-Cath?

Port-a-Cath også kaldet PAC er et system, der består af et plastkammer (en port), som er forbundet med en tynd membran af silikone, der placeres under huden på brystkassen. Porten er forbundet med en tynd slange (et kateter), som føres ind i en stor blodåre, hvor spidsen ender i hjertets højre forkammer.

Du kan se og føle en forhøjning på huden over det sted, hvor porten er opereret ind.

Vigtigt! – før anlæggelse og fjernelse af Port-a-Cath

Hvis du får blodfortyndende behandling, skal lægen ordinere pause med den blodfortyndende medicin både før anlæggelse og efter fjernelse af Port-a-Cath.

  • 1-2 hverdage inden anlæggelsen af Port-a-Cath skal du have taget blodprøver.

Selve dagen for anlæggelsen

  • Vi anbefaler, at du har været i bad og har spist morgenmad, inden du møder. 
  • Du må ikke smøre dig ind med creme på brystkassen og på halsen. 
  • I forbindelse med at din hud skal sprittes af, bruger vi et gult farvestof. Dette farvestof kan smitte af på tøjet. Vi anbefaler derfor, at du ikke har hvidt eller sart tøj på. 
  • Særligt for mænd - se billedet på sidste side.

Når du møder op til aftalte tid, kan du komme ud for en del ventetid. Det skyldes, at der er flere patienter, som skal have foretaget anlæggelse samme dag. Medbring derfor gerne en bog, musik eller andet du kan fordrive tiden med. Husk også at stille P-skiven på din bil, inden du bliver kaldt ned til anlæggelse af den intravenøse port. 

Hvis du har brug for noget beroligende medicin inden indgrebet, kan du bede om det, inden du møder på afdelingen. Du har også mulighed for at få noget beroligende medicin under selve indgrebet. Dette gives som næsespray. Hvis du får beroligende medicin i forbindelse med indgrebet, må du ikke køre bil i 24 timer efter indgrebet.

Anlæggelse af Port-a-Cath

Anlæggelsen af Port-a-Cath er et endagskirurgisk indgreb, som foregår på en mindre operationsstue med sterilafdækning. Indgrebet udføres af en anæstesilæge og varer ca. 1-1½ time.

I forbindelse med anlæggelsen får du en lokalbedøvende indsprøjtning under huden på brystkassen. Det svider og spænder og kan forekomme meget ubehageligt. Efter anlæggelsen kontrolleres placeringen af din Port-a-Cath på Afdeling for Røntgen og Skanning. Derfra kommer du tilbage til Afdeling for Kræftbehandling, hvor du skal observeres i 2 timer for eventuel blødning. Herefter kan du tage hjem.

Sådan bruges Port-a-Cath

Porten kan bruges til behandling, med kemoterapi, medicin, væske, blodtransfusion og til blodprøvetagning. Når porten skal bruges, placeres en speciel kanyle (grip) i portens silikonemembran. Kanylen kan forbindes med et drop eller en sprøjte. Før kanylen kan blive fjernet, skylles den grundigt igennem med saltvand. Hvis porten ikke bruges i længere tid, skal den skylles igennem hver 8. uge med saltvand.

Forholdsregler og pleje af hud 

Dagene efter anlæggelsen

  • Når du bliver udskrevet er der plaster over porten. Du må fjerne plastret 48 timer efter anlæggelsen. Er der sivning eller blødning skal du fortsat bruge plaster og skifte til rene plastre ved gennemsivning.

  • Du må ikke bade 48 timer efter anlæggelsen.

  • Der kan forekomme lette smerter i skulderen og omkring stedet, hvor porten sidder. Dette kan behandles med lettere smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil).
  • Undgå anstrengende aktiviteter i 1 uge efter anlæggelsen. Det vil sige, at du ikke må foretage tunge løft over 2 kg. Du må for eksempel ikke bære tunge indkøbsposer, slå græs og støvsuge.
  • For at mindske ardannelse anbefales kvinder at bruge BH om dagen, indtil trådene (suturene) er fjernet.
  • Bemærker du rødme, hævelse eller smerter ved din Port-a-Cath skal du kontakte Afdeling for Kræftbehandling.

3 uger efter anlæggelsen

  • Suturerne (trådene) skal fjernes enten på hospitalet eller hos egen læge.
  • Du må være fysisk aktiv igen og du må gerne gå i svømmehal.

Rejser og indlæggelse på andet hospital
Du får udleveret et implantationsbevis med vigtige informationer om din Port-a-Cath. Du skal have kortet på dig og kunne fremvise det, hvis du bliver indlagt på et andet hospital.

Fjernelse af Port-a-Cath

Fjernelsen af porten foregår sammen sted som anlæggelsen og varer ca ½ time. Du kan tage hjem med det samme. Lægen fjerner din Port-a-Cath, mens du får lokal bedøvelse, og indgrebet er mindre omfattende end anlæggelse.

  • De første 24 timer efter fjernelsen af porten må du ikke bade eller være fysisk aktiv.
Et billede af en brystkasse.
Hvis du har hår på brystkassen, skal du fjerne håret i din højre side, sådan som det er markeret på billedet.
Det er vigtigt, at du fjerner håret med en barbermaskine - og ikke med en skraber.
Redaktør