Plasticstav, brug af

Til patienter med livmoderkræft.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. 

Hvad er en plastikstav 

En plastikstav er en stav af plastik, der bruges til at forhindre sammenvoksning af skeden efter endt strålebehandling.

Strålebehandling kan medføre, at slimhinderne i skeden får en tendens til at klæbe og senere vokse sammen, hvis de ikke holdes adskilt med jævne mellemrum. 

Efter strålebehandling ændrer vævet sig i skedevæggen, så det bliver mindre elastisk. Skeden kan blive snæver og kort, så både samleje og gynækologisk undersøgelse kan blive vanskelige at gennemføre. Dette kan dog modvirkes, hvis skeden jævnligt holdes åben, enten ved samleje eller brug af plastikstav. 

Sådan bruger du den 

Før du bruger plastikstaven første gang, anbefaler vi, at du vasker den med vand og sæbe. Skyl og tør den inden brug. Skru det grå håndtag på, indtil det sidder fast. 

Vi anbefaler dig at ligge på ryggen med bøjede ben og let adskilte knæ. Smør staven og/eller skedeåbningen ind i glidecreme, og før langsomt staven ind i skeden, mens du ligger ned. Staven skal så langt op som muligt, uden at det egentligt gør ondt. Når den er kommet så langt op som muligt, trækker du den langsomt ud igen. Efter brug skiller du håndtaget fra staven. Vask begge dele. Husk, at skylle dem godt, da eventuelle sæberester kan virke irriterende på slimhinderne.

Hvor ofte

Hvis du har regelmæssig samleje uden problemer, er det ikke nødvendigt at bruge plastikstaven.

Men hvis du ikke har regelmæssig samleje – eller hvis det er problematisk at have samleje, så anbefaler vi, at du bruger plastikstaven, et par gange om ugen det første halve til hele år efter behandlingen er afsluttet. Det er en god ide at gøre det på faste ugedage, så du husker det. 

Blødning og tørhed i skeden

Der kan forekomme små blødninger, når du anvender plastikstaven. Det er ikke et tegn på kræft, men på at slimhinderne i skeden er beskadigede af strålebehandlingen. Det drejer sig om små udvidelser i blodkarrene i slimhinden, som nemt kan springe op. 

Det er normalt ganske ufarligt, men hvis blødningen er kraftig eller varer flere dage – hvad vi dog ikke forventer, så skal du kontakte os. 

Sådanne små blødninger kan også forekomme i forbindelse med samleje.
 

Redaktør