Gå til hovedindhold

Passageundersøgelse med Pillcam passage-kapsel

Her kan du finde information om Passageundersøgelse med Pillcam passage-kapsel.

Hvad er en passageundersøgelse?

En passageundersøgelse med en Patencykapsel skal vise sikkert om en genstand på størrelse med kapslen kan passere gennem din mavetarmkanal. Undersøgelsen laves forud for en kapselendoskopi hos patienter, hvor der er mistanke om forsnævringer i tyndtarmen.

Til undersøgelsen skal du sluge en kapsel, der er fremstillet af opløseligt materiale, som kan spores/ses på en CT skanning. Kapslen er på størrelse med en vitaminpille.

Før undersøgelsen

Hvis Patencykapslen kan passere din mavetarmkanal, skal du være klar til at kunne få foretaget en kapselendoskopi. Du skal derfor inden passageundersøgelsen følge vejledningen "Video-kapsel-undersøgelse af tyndtarmen (uden udrensning)", som er udleveret til dig. Det er vigtigt, at du følger forberedelsen om faste og pausering af evt. medicin. 

Undersøgelsen

Vi vil udlevere Patencykapslen til dig en given dag, når vi har rekvireret den fra firmaet. Du vil da også få udleveret en skriftlig information omhandlende dato og tidspunkter for det videre forløb. 

Efter indtagelsen af Patencykapslen og indtil den er udskilt, bør du ikke opholde dig i nærheden af stærke magnetiske felter; f.eks. specielle scannere eller kortbølgeradio. 

Hvis kapslen kan passere din mavetarmkanal, vil den udskilles helt naturligt med afføringen. Det er ikke sikkert at du opdager, at den er udskilt.

Du skal cirka 30 timer efter indtagelsen af kapslen have foretaget en CT skanning af din mave for at undersøge, om kapslen stadig er i din krop.

Hvis kapslen stadig er i kroppen efter 30 timer, vil den opløses i mindre stykker, der kan passere naturligt igennem din mavetarmkanal.

Er der risici eller ubehag forbundet med undersøgelsen?

Hvis du har en forsnævring i din tyndtarm, kan Patencykapslen sidde fast og blokere din mavetarmkanal. Selv om kapslen opløses, kan det være nødvendigt at indlægge dig, således at dine symptomer kan håndteres. Du kan eventuelt få behov for et kirurgisk indgreb.

Komplikationer efter undersøgelsen

Hvis du inden for 24 timer efter indtagelsen af Patencykapslen får mavesmerter, kvalme eller opkast skal du kontakte os. Uden for åbningstid skal du kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, sengeafsnit 2. 

Hvis du oplever komplikationer efter 24 timer, skal du kontakte egen læge eller Akuttelefonen 1813. 

Undersøgelsens resultat

Når du har været til CT skanning af maven, vil du samme dag få svar på, om Patencykapslen stadig er i kroppen, og om du dermed kan få foretaget en kapselendoskopi.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden