Baggrund for undersøgelsen
Ved spontan graviditet og/eller inseminationsbehandling vil æg- og sædceller mødes i den yderste del af æggelederen, og det befrugtede æg vil herefter bevæge sig ind til livmoderen. Dette kræver, at der er passage i æggelederne.
Man kan godt blive spontant gravid, selvom der kun er passage i den ene æggeleder. Dog forudsætter det, at ægløsningen sker fra samme side.
For at optimere inseminationsbehandling og undgå aflysning af behandlingen, er det mest hensigtsmæssigt, at der er passage i begge æggeledere. Ved ensidig eller manglende passage, tilbyder klinikken derfor IVF-behandling.
En passageundersøgelse kan oftest vise, om der er normal passage i æggelederne, samt om der er en polyp i livmoderen, som kan forstyrre, at det befrugtede æg sætter sig fast.
Før undersøgelsen
Før undersøgelsen skal der foreligge en negativ klamydiatest, som er foretaget indenfor de sidste 6 måneder.
Du skal tage smertestillende medicin inden undersøgelsen. Du skal tage 1 g paracetamol (Pinex, Pamol eller Panodil) samt 400 mg Ibuprofen én time før din undersøgelse.
Selve undersøgelsen
Undersøgelsen tager ca. 15 - 20 minutter. Efter en almindelig ultralydsskanning gennem skeden,føres et tyndt kateter gennem livmoderhalskanalen op i livmoderen. Dette kan godt nive lidt.
Du bliver skannet igen, mens vi sprøjter kontrastvæske ind i livmoderhulen. Dette kan give nogle menstruationslignende smerter. Væsken fordeler sig ud igennem æggelederne, og lægger sig i bughulen, såfremt der er passage.
Efter undersøgelsen
Når du rejser dig fra lejet, kan der løbe lidt væske ud af skeden. Du kan også bløde lidt, så du skal tage et bind på. Du har mulighed for at blive i klinikken i 30 minutter efter undersøgelsen, så du kan slappe af.
Forholdsregler efter undersøgelsen
Hvis du bløder efter undersøgelsen, vil blødningen oftest stoppe samme dag. Du kan have menstruationslignende smerter resten af dagen og må gerne tage smertestillende.
For at forebygge infektion anbefaler vi:
- at bruge kondom ved samleje det første døgn
- at du ikke går i karbad, svømmehal, havbad og spa så længe du bløder/har udflåd
- at du ikke bruger tampon.
Hvis du oplever:
- kraftige underlivssmerter
- feber
- ildelugtende udflåd
- kraftig blødning
skal du enten kontakte Fertilitetsklinikken eller din egen læge. Hvis det er uden for klinikkens og egen læges åbningstid, skal du ringe 1813.