Palbociclib, behandling med

Til patienter med brystkræft.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Du har fået konstateret enten:

  • brystkræft, der ikke kan opereres, fordi sygdommen har spredt sig udenfor brystområdet 
  • tilbagefald af din brystkræft efter tidligere brystkræftoperation og evt. efterbehandling
  • forværring af din kræftsygdom, under tidligere behandling med anti-hormonbehandling på grund af brystkræft, der har spredt sig

Behandlingen

Vi tilbyder dig behandling med Palbociclib i kombination med antihormonbehandling. Formålet med behandlingen er at kontrollere spredningen af kræften i din krop mest muligt og opretholde din livskvalitet bedst muligt. 

Palbociclib bruges til at behandle hormonfølsom fremskreden brystkræft til kvinder efter overgangsalderen også kaldet menopausen. 
Palbociclib gives:

  • i kombination med en aromatasehæmmer (Letrozol, Anastrozol eller Exemestan) 
  • i kombination med Fulvestrant hos patienter, som tidligere har fået antihormonbehandling.

Du vil få udleveret en særskilt information om din anti-hormon behandling.

Sådan tager du Palbociclib

  • Tag altid Palbociclib med mad, helst i forbindelse med et måltid.
  • Tag Palbociclib på omtrent samme tidspunkt hver dag.
  • Slug Palbociclib-kapslerne hele med et glas vand. Du må ikke tygge, knuse eller åbne dem, inden de sluges. Indtag ikke en kapsel, hvis den er brudt, revnet eller på anden måde ikke er intakt.
  • Hvis du kaster op eller glemmer en dosis, skal du ikke tage en yderligere dosis. Tag den næste ordinerede dosis, som planlagt .
  • Undgå grapefrugt og grapefrugtjuice, i de perioder hvor du tager Palbociclib, da det kan forværre bivirkningerne.
  • Fortæl din læge, hvis du tager, for nylig har taget, eller måske vil tage andre lægemidler, herunder vitamintilskud eller andet, da Palbociclib kan påvirke visse lægemidlers virkemåde.
  • Sørg for at pakningerne altid er utilgængelige for børn. 

En behandlingsserie varer 4 uger (28 dage), og forløber således:

Dag 1 - dag 21

I de første 3 uger skal du tage én Palbociclib-kapsel hver dag sammen med mad. 

Dag 22 - dag 28

Den sidste uge skal du ikke tage Palbociclib.

Efter en serie starter behandlingen forfra med en ny serie. 

Hvis du tager Palbociclib med Fulvestrant

Du møder på Afdeling for Kræftbehandling, hvor du får en indsprøjtning med Fulvestrant den første dag i hver serie. I den første serie vil du derudover få en ekstra indsprøjtning med Fulvestrant på dag 15 af din behandling.

Hvis du tager Palbociclib med aromatosehæmmer Letrozol, Anastrozol eller Exemestan

Hver dag i alle 4 uger af behandlingsserien skal du tage en aromatasehæmmer-tablet. Det gælder også i den uge, hvor du ikke tager Palbociclib.

Bivirkninger ved Palbociclib

Som alle andre lægemidler kan Palbociclib give bivirkninger. Indlægssedlen, som du finder i pakningen, indeholder en liste over de bivirkninger, der kan forekomme, mens du tager Palbociclib. 

Tal med din læge, hvis du oplever bivirkninger af nogen art, også selvom de ikke står i denne vejledning eller på indlægssedlen. 

Almindelige bivirkninger: 
Den mest almindelige bivirkning er et fald i de hvide blodlegemer = leukocytter, som giver et mindsket beredskab over for infektioner. Det forekommer oftest inden for de første 2 måneder af behandlingen og kan betyde, at din behandling med Palbociclib bliver at på pause, og at dosis evt. skal nedsættes. 

Andre almindelige bivirkninger:

  • infektioner
  • træthed
  • nedsat appetit
  • betændelse i munden og læberne (stomatitis)
  • kvalme
  • opkastning
  • diarre
  • hudkløe og udslæt
  • hårtab og hårudtynding.

Opfølgning

Din læge vil bede dig om at møde op til regelmæssige besøg for at sikre, at din behandling virker, og tale med dig om, hvordan du har det. Din læge vil også følge dig for eventuelle bivirkninger. Du vil få taget en blodprøve og et hjertekardiogram = EKG, inden du begynder at tage Palbociclib . 

Derefter skal du have taget blodprøver ved starten af hver 4-ugers serie. Du vil også få taget blodprøve på dag 14 i de første 2 behandlingsserier Hvis dine blodprøveresultater viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, vil vi midlertidigt stoppe behandlingen eller justere dosis af Palbociclib. 

Håndtering af mulige bivirkninger ved Palbociclib 

Påvirkning af knoglemarven: 
Palbociclib kan nedsætte dine blodtal. Blodtallet findes ved at tælle antallet af blodlegemer i en prøve af dit blod.
Vi har 3 typer blodlegemer:

  • Hvide blodlegemer, som er med til at bekæmpe infektioner
  • Røde blodlegemer, som transporterer ilt og opretholder dit energiniveau
  • Blodplader, som får blodet til at koagulere for at stoppe blødning

Palbociclib medfører oftest fald i de hvide blodlegemer. Som regel giver et lavt antal hvide blodlegemer ikke specielle symptomer og er sjældent forbundet med feber. Hvis dine blodprøver imidlertid viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, kan din læge stoppe din behandling med Palbociclib i en periode eller nedsætte dosis af Palbociclib for at genoprette niveauet af hvide blodlegemer hos dig.

Vigtigt!

Kontakt omgående lægen, hvis du får nogle af nedenstående symptomer, der kan være forbundet med et lavt blodtal:

  • feber
  • kulderystelser
  • fornemmelse af svaghed

Hårtab/hårudtynding: 
Det er sjældent, at der forekommer tydeligt hårtab med Palbociclib, men udtynding af håret kan forekomme. 

Diarre: 
Hvis du får diarre, skal du straks fortælle det til os. Vi kan beslutte at give dig en særlig behandling for diarre, hvis det er nødvendigt. Du skal dog tage et grundigt kig på din kost. Visse fødevarer og drikkevarer kan forværre eller forbedre diarre. 

Følgende råd kan være med til at lindre symptomer på diarre: 
Drik rigeligt med klar væske (f.eks. vand, tynd te, æblejuice og bouillon) for at erstatte mistet væske. 

  • Spis små, hyppige måltider i stedet for 3 store. 
  • Undgå fedtholdige fødevarer, fuldkorn, rå frugt og grøntsager, koffein, meget stærk eller krydret mad, mælk eller mælkeprodukter. 
  • Spis fødevarer med et højt kaliumindhold (f.eks. bananer, kartofler, abrikoser). 
  • Drik ikke alkohol og brug ikke tobak. 

Når diarreen begynder at aftage, skal du forsøge at spise små mængder mad, der er lette at fordøje som f.eks. ris, bananer, æblepuré, yoghurt, kartoffelmos, fedtfattig hytteost og ristet brød.

Kvalme: 
Hvis du har kvalme eller kaster op, er det bedst, at du taler med os om det. Vi kan fortælle dig, hvordan du skal håndtere dine symptomer, eller ordinere medicin, som kan hjælpe. Ud over instruktionerne fra lægen eller sygeplejerskerne, så kan du få det bedre, hvis du følger nedenstående råd:

  • Spis små, hyppige måltider i stedet for 3 store og forsøg at spise fødevarer med et højt kalorieindhold, der er nemme at spise (desserter, is, yoghurt) flere gange om dagen. 
  • Undgå stegt mad, fedtholdige fødevarer eller fødevarer med en stærk lugt. 
  • Spis neutrale fødevarer som f.eks. ristet brød og kiks, og nip til lidt vand i løbet af dagen, da dehydrering kan give kvalme. 

Vi anbefaler også, at du gør brug af afslapningsteknikker som f.eks. dybe vejrtrækninger. Når du oplever kvalme, kan det være en hjælp at aflede opmærksomheden med f.eks. musik, tv eller ved at være sammen med andre.

Træthed: 
Du gennemgår meget under behandlingen, både fysisk og psykisk. Det kan få dig til at føle dig træt og svag. Ved at følge disse råd vil du muligvis få mere energi:

  • Lav en tidsplan. Vis den eventuelt til os for at sikre, at du får tilstrækkelig hvile og aktivitet
  • Forsøg at dyrke let motion hver dag, det kan give mere energi.
  • Tag korte hvil eller pauser
  • Pres ikke dig selv for hårdt. Hvil dig, når du begynder at føle dig træt
  • Spis en velafbalanceret kost, og drik masser af væske. Undertiden kan træthed og svaghed skyldes væskemangel (dehydrering)
  • Planlæg vigtige aktiviteter til tidspunkter, hvor du har mest energi 
  • Bed andre om hjælp til de daglige gøremål
  • Gør ting, som er afslappende, f.eks. at lytte til musik eller læse
  • Støttegrupper kan måske hjælpe dig med at håndtere stress og arbejde dig gennem ting, der gør dig træt

Fortæl os om dine bivirkninger

Mens du får Palbociclib, er det vigtigt, at du mærker efter, hvordan du har det. Fortæl altid din læge eller sygeplejerske om eventuelle bivirkninger. Der findes supplerende behandlinger, som kan hjælpe dig med bivirkningerne - alternativt vil din behandling måske blive justeret.

Redaktør