PET-CT-skanning med 11C-Cholin af parathyroidea (biskjoldbruskkirtlerne)

PET-CT-skanningen viser ved hjælp af radioaktivt sporstof biskjoldbruskkirtler, der laver for meget hormon.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en skanning, der viser biskjoldbruskkirtler, der laver for meget hormon. Undersøgelsen er en PET-skanning med et radioaktivt sporstof (11C-Cholin), der viser, hvilken biskjoldbruskkirtel, der er skyld i sygdommen. Der laves også en CT-skanning for at vise den syge biskjoldbruskkirtel. Undersøgelsen foretages forud for operation.
Du skal forvente, at hele undersøgelsen varer ca. 1 time inklusive forberedelse, skanning og evt. ventetid.

Vigtig forberedelse

Spis og drik, som du plejer
 

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage medicin, som du plejer. Specielt er det vigtigt at tage evt. smertestillende medicin, da du skal kunne ligge stille på lejet i 10 minutter.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt noget af tøjet fra det område, der skal skannes. Tag gerne smykker af bryst, hals og hoved hjemmefra. Evt. BH skal være uden metal (ingen bøjle og ingen metalhægter). Undlad evt. at tage nogen på. 

Undersøgelsen

Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Under skanningen skal du ligge stille på ryggen med armene ned langs siden og let bagoverbøjet hoved. Skanningen varer 10 minutter. Når skanningen er overstået, kan du forlade afdelingen.
Der bliver ikke givet kontrast i forbindelse med CT-skanningen.

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Stråledosis

Det radioaktive sporstof udskilles hurtigt fra kroppen. Den samlede stråledosis fra CT- og PET-skanningen svarer til, hvad du naturligt modtager fra omgivelserne (f.eks. jorden og bygninger) i løbet af 2 år (6,6 mSv).

Hvis du er gravid eller ammer

Er du gravid eller ammer, skal du ringe til os i god tid inden undersøgelsen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.

Afbud

Har du brug for at ændre din tid eller melde afbud, beder vi dig gøre det i god tid, så en anden patient kan blive undersøgt i stedet for dig. Meld afbud på telefon: 38 68 34 03. Vær opmærksom på, at hvis du aflyser undersøgelsen kan det medføre, at selve behandlingen af dig ikke kan tilbydes inden for de maksimale ventetider.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET/CT-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’PET/CT-Skanner’ og ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’. 

Redaktør