Hvad er Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal?
Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal er alle lægemidler, der anvendes til forebyggende behandling af forskellige former for epileptiske anfald.
Dosering
Behandlingen starter med en lav dosis Oxcarbazepin, Apydan eller Trileptal, som derefter øges langsomt, indtil du og din læge synes, at effekten er tilfredsstillende, eller der opstår vedvarende bivirkninger. Derefter fortsætter du med den dosis, I er kommet frem til. Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal tages almindeligvis 2 gange dagligt og gerne i forbindelse med et måltid eller lige efter et måltid.
Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal fås som:
- Oxcarbazepin: Tabletter af 150 mg, 300 mg og 600 mg (kan knuses).
- Apydan: Tabletter af 300 mg og 600 mg (kan knuses).
- Trileptal: Tabletter af 150 mg, 300 mg og 600 mg (kan knuses) eller mikstur af 60 mg/ml (250 ml).
Hvis behandlingen skal stoppes, vil din læge nedsætte din dosis gradvist. Du må ikke stoppe med at tage din medicin pludseligt, da du kan risikere at øge eller forværre dine anfald.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger ved behandling med Oxcarbazepin, Apydan eller Trileptal er træthed/døsighed, kvalme, opkastning, hovedpine, svimmelhed og dobbeltsyn. Nogle bivirkninger er dosisrelaterede og kan lindres ved at nedsætte dosis. De fleste bivirkninger er oftest forbigående.
Anden medicin
Behandling med Oxcarbazepin, Apydan eller Trileptal og anden epilepsimedicin samtidig kan påvirke hinandens effekt, hvorfor din læge kan ændre på dosis under behandlingen. Ligeledes kan Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal medføre nedsat effekt af p-piller.
Informer altid din læge om, hvilken medicin/naturmedicin du tager, da forskellige præparater kan påvirke hinanden.
Kan Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal gives til gravide?
Erfaring med Oxcarbazepin, Apydan og Trileptal til gravide er meget begrænset. Kontakt din læge, hvis du bliver gravid eller planlægger at blive gravid under behandling med Oxcarbazepin, Apydan eller Trileptal.
Husk
Tal med din læge eller sygeplejerske, hvis du har spørgsmål til behandlingen, føler dig usikker eller får generende bivirkninger.
Følg altid den behandlingsvejledning, du har fået af lægen. Du må aldrig selv ændre doseringen af den medicin, du får.