Overaktiv blære og blæretræning

Information om overaktiv blære og blæretræning.

Hvad er en overaktiv blære?

En overaktiv blære (trangsinkontinens) kan medføre ufrivillig vandladning. Ofte går der kun få minutter, fra du mærker trang, indtil vandladningen går i gang, uden at du kan stoppe den. 

Hvad er formålet med blæretræning?

  • At få blæren til at rumme mere urin, mindst 200 ml per vandladning.
  • At få længere tid til at nå toilettet.
  • At lade vandet sjældnere på toilettet - højst 8 gange per dag og højst at skulle op 1 - 2 gange per nat.

Hvordan skal jeg træne blæren?

Du skal prøve gradvist at forlænge tiden, så der til sidst går 3 timer mellem hver vandladning. Hvis der f.eks. er 1 time mellem vandlandninger nu, skal du prøve at strække det til 1 time og 15 minutter over en periode på en uge.
Den efterfølgende uge skal du arbejde på at strække det til 1 time og 30 minutter, og sådan kan du fortsætte med f.eks. 15 minutter om ugen.

Hvad kan jeg gøre for at få mere kontrol over blæren?

  • Drik mellem 1½-2 liter væske fordelt jævnt over dagen. 
  • Undgå forstoppelse ved at spise fiberrigt.
  • Sørg for at få motion dagligt.
  • Du skal stå eller sidde stille og knibe til trangen letter. Du skal blive ved med at knibe i 20-30 sekunder. 
  • Efter aftale med dig kan lægen eventuelt ordinere medicin, der dæmper din blæres aktivitet.
  • Hvis du er overvægtig, kan et vægttab hjælpe. 

Hvad kan jeg ellers gøre med kost- og drikkevaner?

Undgå føde- og drikkevarer, der kan forværre din inkontinens. Eksempler på sådanne føde- og drikkevarer er:

  • Kunstige sødemidler
  • Koffeinholdige drikke (kaffe, te, visse typer sodavand)
  • Kulsyreholdige drikkevarer, såsom sodavand og danskvand
  • Alkohol
Redaktør