Gå til hovedindhold

Orgovyx, behandling med

Orgovyx er et lægemiddel til behandling af prostatakræft. Læs mere om hvordan orgovyx virker, og mulige bivirkninger ved behandlingen.

Orgovyx - Relugolix - er et lægemiddel til behandling af prostatakræft. Orgovyx bruges til at stoppe produktionen af testosteron hurtigt. 

Prostata

Prostata kaldes på dansk blærehalskirtlen. Prostata er placeret under mandens urinblære, og dens funktion er først og fremmest at producere den sædvæske, som sædcellerne blandes med. 

Kort om prostatakræft

Prostatakræft er den mest almindelige kræftform hos mænd. 

Mange mænd har kræftceller i prostata uden, at de nogensinde udvikler sig til behandlingskrævende sygdom. Hos andre diagnosticeres kræften og den behandling der iværksættes, afhænger af hvilket stadie prostatakræften er i. 

Valg af behandling afhænger af om kræften er begrænset til prostata, eller om den har spredt sig. Hos dig har vi konstateret, at kræften har spredt sig til andre dele af kroppen, og kræften kan derfor ikke fjernes eller kureres, men den kan bremses. Det er karakteristisk for prostatakræft, at de enkelte celler er afhængige af det mandlige kønshormon testosteron. Testosteron bidrager til, at kræftcellerne kan vokse og dele sig. Fjerner man produktionen af testosteron, går de fleste kræftceller til grunde, hvilket vil medføre en bedring af dine eventuelle symptomer og en hæmning af sygdommen. 

Orgovyx

Det mandlige kønshormon testosteron produceres i testiklerne. Man kan fjerne eller blokere testosteron på flere forskellige måder. Hos dig vil vi gerne stoppe din produktion af testosteron hurtigt. Orgovyx er et lægemiddel, som nedsætter produktionen af testosteron med det samme og helt inden for få dage. På fagsprog vil det sige, at vi med Orgovyx giver dig en medicinsk kastration. 

Hvordan gives Orgovyx

Orgovyx gives som tabletbehandling. Du skal have 3 tabletter den første dag behandlingen starter og herefter 1 tablet dagligt i 3 måneder. Tabletterne synkes hele med et glas vand. Orgovyx kan tages med eller uden mad. Tidspunkt på dagen er ligegyldigt.

Når du har modtaget behandlingen i 3 måneder, vil vi tale med dig om at overgå til en anden måde at stoppe produktionen af testosteron. Det kan enten være ved at fjerne den del af testiklerne, der producerer testosteron ved en operation eller ved hjælp af medicin med halvårlige indsprøjtninger. 

Bivirkninger

De fleste vil opleve bivirkninger, når der ikke længere produceres testosteron. 

  • Det er normalt, at få hedeture, ligesom kvinder kan opleve i overgangsalderen
  • De fleste mænd vil miste lysten til sex og evnen til at få rejsning
  • Nogle oplever tristhed, mindre initiativ og et tab af muskelstyrke
  • Mange oplever en ændret fedtfordeling, specielt omkring maven
  • Hos nogle kan man måle et fald i kalkindholdet i knoglerne, hvilket kan øge risikoen for knoglebrud
  • Skægvæksten og kropsbehåringen kan blive mindre, men stemmen bliver ikke lysere

Anbefalinger

For at forebygge knogleskørhed, bør du begynde at tage ekstra tilskud af kalk og D-vitamin.

Vi anbefaler, at de tabletter, som du tager, indeholder 400 mg calcium og 10-20 mikrogram D-vitamin. Af præparater kan nævnes Unikalk Silver og Unikalk Forte. Spørg på Apoteket, hvis du er i tvivl. Dosis er 1 tablet x 2 dagligt. 

Du bliver også tilbudt en skanning, som viser din knogletæthed og tilbudt behandling, hvis du har mangel på kalk i knoglerne (knogleskørhed). 

Det er en god ide at holde sig fysisk aktiv samt spise sundt og varieret. Det kan reducere nogle af bivirkningerne. Samtidig får det de fleste til at føle sig bedre tilpas fysisk og psykisk. 

Hvad skal du være opmærksom på

Orgovyx kan påvirke virkningen af visse andre lægemidler. Det drejer sig mest om visse typer antibiotika (Azithromycin, Erythromycin, Clarithromycin, Gentamicin, Tetracyklin) samt visse typer hjertemedicin (fx Carvedilol, Verapamil, Amiodaron, Dronedaron, Propafenon). Tal med os, hvis du mener, at du får nogen af disse lægemidler, eller at der er planer om, at opstarte dig i disse. 

Du skal være ekstra opmærksom på, hvis du får smerter, eller hvis dine kendte smerter ændrer sig væsentligt. Specielt hvis dine smerter sidder i ryggen. Det kan være et tegn på, at kræften udvikler sig. Særligt hvis dine smerter stråler ned i benene, og du oplever føleforstyrrelser eller gangbesvær, skal du altid reagere og kontakte egen læge, Afdeling for Urinvejssygdomme eller Akuttelefonen 1813 uden for afdelingens åbningstid. Lægerne vil undersøge dig og vurdere om sygdommen (metastaser) trykker på nerverne i din rygmarv. Er det tilfældet, skal det behandles hurtigt for at mindske skaderne på rygmarven. 

Din kontaktafdeling

Du er tilknyttet Urinvejssygdomme, klinik 1 på Herlev Hospital. Det betyder, at du til enhver tid kan tage kontakt, hvis du oplever behov eller problemer, som du gerne vil have vores hjælp eller støtte til. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden