Denne skriftlige information er et supplement til den mundtlige information om behandlingen.
Hvorfor skal der sættes guldstifter op
Når du skal have strålebehandling, er det vigtig at skåne så meget af det omgivende normale væv som muligt. Det område, du skal have bestrålet, skal derfor være så småt som muligt.
For at sikre at strålerne gives meget præcist, sætter vi 3 guldstifter op i prostata. Guldstifterne kan ses på vores scanninger. På den måde kan vi sikre, at du får behandlingen på det korrekte område.
Opsætningen af guldstifter, 4. etage, E1
Opsætningen af guldstifterne foregår i Afdeling for Urinvejssygdomme, Behandlingsbygningen, 4. etage - samme sted, hvor der blev taget vævsprøver.
Det foregår ambulant i lokal bedøvelse, på samme måde, som da der blev taget biopsier.
Hvis du får blodfortyndende medicin
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause med medicinen nogle døgn før undersøgelsen. Tal med lægen om dette.
Hvis du er i behandling med Marevan eller Macoumar, vil du få taget en blodprøve på undersøgelsesdagen.
Du må gerne genoptage Marevan eller Macoumar om aftenen på biopsidagen eller næste morgen afhængig af, hvornår du normalt tager din blodfortyndende medicin.
Hvilke bivirkninger kan der være
Der kan komme lidt blod i urinen og lidt blødning fra urinrøret det første døgn. Der kan desuden være lidt blod i afføringen inden for de første par døgn.
Vigtigt!
- Hvis du får feber over 38.0, kulderystelser eller stærke smerter, skal du ringe til Akuttelefonen 1813, før du møder op på en akutmodtagelse. Det er en god ide at fortælle sygeplejerskerne eller lægerne om din sygdom og medbringe denne skrivelse.
Guldstifterne - efter behandlingen
Guldstifterne bliver siddende i prostata og skal ikke fjernes. De kan ikke skade dit urinrør eller din endetarm.