Operation i lokalbedøvelse og ophold på Plastikkirurgi, sengeafsnit 1

Hvis du skal observeres på sengeafdelingen efter en operation i lokalbedøvelse, er der visse ting, du skal være opmærksom på.

Du skal have foretaget en operation i lokalbedøvelse og efter operationen skal du indlægges på sengeafsnittet til observation. Du kan normalt forlade hospitalet senere samme dag. Du kan her læse, hvad du skal være opmærksom på før og efter din operation.

Før operationen

Hvis du får medicin

Du skal tage den medicin du normalt tager, medmindre du har aftalt andet med lægen.
Vi anbefaler, at du i 14 dage før din operation ikke tager visse former for håndkøbsmedicin og kosttilskud. Du bør eksempelvis ikke tage:

  • Smertestillende der indeholder acetylsalicylsyre
  • E-vitamin
  • Fiskeolie
  • Q-10
  • Hvidløg og ingefær

Hvis du får blodfortyndende medicin, eksempelvis hjertemagnyl, skal du efter aftale med lægen holde pause 3-5 dage før din operation.

Hvis du ryger eller bruger e-cigaretter

Rygning eller brug af e-cigaretter giver en øget risiko for at dine sår heler dårligere, og du har større risiko for at få infektioner. Derfor er det vigtigt at du stopper med at ryge eller bruge e-cigaretter 6 uger før din operation og mindst 3 uger bagefter.

Er der mindre end 6 uger til din operation er selv et kortvarigt rygestop eller brug af e-cigaretter bedre end intet rygestop. Du må gerne bruge nikotinerstatninger, som tyggegummi og plaster.

Du skal gå i bad

For at mindske risikoen for infektioner skal du aftenen før din operation eller samme morgen vaske krop og hår grundigt.

På operationsdagen

Transport til hospitalet

Du skal som udgangspunkt selv sørge for transport til og fra hospitalet.
For at give operationsområdet mest mulig ro skal du før operationen overveje, om du kan blive transporteret hjem af pårørende.

Du kan finde flere informationer om transport og kørselsgodtgørelse på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på "Transport og transporttilskud".

Må jeg spise inden operationen?

Du må både spise og drikke normalt før operationen.

Brug af kontaktlinser, creme og makeup

Hvis du bruger kontaktlinser og skal opereres omkring øjnene, skal du bruge dine briller i stedet for.
Skal du opereres i ansigtet, må du ikke have make-up på. I området, der skal opereres, må du ikke bruge creme.

Hvad skal du medbringe?

Du har selv ansvaret for de ting, som du tager med på hospitaltet. Derfor er det en god idé kun at tage det mest nødvendige med.
Du bedes medbringe dit indkaldelsesbrev.

Efter operationen

Efter operationen skal du indlægges til observation på Plastikkirurgi, sengeafsnit 1. Hvor mange timer, du skal være indlagt til observation, afhænger blandt andet af operationstypen, og hvordan du har det - oftest er det 1-4 timer.

Hvis du skal blive til næste dag, vil du som regel have fået det at vide til forundersøgelsen. Du bedes medbringe:

  • dine toiletsager
  • din medicin
  • behageligt/løstsiddende tøj og indendørsfodtøj.

Forbinding og plaster

Du må gerne fjerne den yderste hvide gazeforbinding dagen efter operationen, medmindre du har aftalt andet med lægen eller sygeplejersken.
Det brune plaster, der sidder direkte på huden, skal du beholde på, indtil trådene bliver fjernet. Hvis plasteret giver dig udslæt, eller hvis såret væsker under plastret, skal du fjerne det.

24 timer efter operationen må du gerne tage et brusebad og forsigtigt duppe dit plaster tørt.

Kontrolbesøg og fjernelse af tråde

Efter din operation, skal du til kontrol, have fjernet tråde og/eller have svar på vævsprøver. Det sker ved et besøg på Plastikkirurgi, klinik 1, eller hos din praktiserende læge. Inden du forlader klinikken aftales en tid til et klinisk besøg eller vi aftaler, hvornår du skal gå til din egen læge.

Hvis du oplever smerter

Din lokalbedøvelse virker i 1-4 timer. Hvis du har behov for smertestillende medicin efter din operation, vil du få tilbudt eksempelvis Panodil på sengeafsnittet.
Det kan være en god ide, at du inden din operation køber smertestillende medicin, som kan hjælpe mod dine smerter, når du er kommet hjem. Det kan være være parcetamol, pamol eller panodil.

Skal jeg sygemeldes?

Hvis du har behov for at melde dig syg, kan du som regel genoptage dit arbejde, når du har fået fjernet trådene. I mange tilfælde kan du dog godt passe dit arbejde dagen efter en mindre operation.

Forholdsregler efter din operation

Området, hvor du er blevet opereret, skal holdes tørt i mindst 1 døgn efter operationen, medmindre du har aftalt andet med lægen.
Hvis du er blevet opereret i hovedet eller ansigtet, anbefaler vi, at du, for at mindske blødning, undgår fysiske anstrengelser. Du skal sove med hovedet højt de første dage og undlade at bøje dig ned.
Er du blevet opereret i mundhule eller læber, anbefaler vi, at du spiser blød kost de første døgn. Din mad og dine drikkevarer må ikke være varme.

Du kan som regel begynde at dyrke sport igen, når trådene er fjernet.

For at nedsætte risikoen for infektion anbefaler vi, at du ikke går i svømmehal eller bader i havvand, før trådene er fjernet, og såret er helet.

Hvis du oplever, at der efter operationen er varme, rødme, hævelse eller smerte omkring såret, kan det være tegn på infektion. Vi anbefaler derfor, at du kontakter din egen læge eller Plastikkirugi, klinik 1, så såret kan blive tilset, og du eventuelt kan få startet en behandling med antibiotika.

Solbadning

Undgå at få sol på dine ar mindst 6 måneder efter din operation, idet solen kan gøre arrene mørkere. Det er bedst, hvis du dækker dine ar med tøj. Du kan også dække dine ar med plaster eller smøre med solcreme. Smør en solcreme med høj solfaktor (minimum faktor 25) på flere gange dagligt.

Ydligere informationer

Du kan finde flere informationer på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk/plastikkirurgi.

Kontakt inden din operation

Ved afbud/ændring af din tid kontaktes:

Indlæggelseskontoret
Telefon 38 68 54 44 - tryk 2
Hverdage kl. 09.00-14.00

Hvis du:

  • bliver syg med influenza, forkølelse eller lignende
  • får en infektion i nærheden af det område du skal opereres
  • bliver akut forhindret i at komme
  • har spørgsmål vedrørende Falck-transport

- kontakt da venligst sekretæren på Plastikkirurgi, klinik 1:
Telefon 38 68 54 44 - tryk 1
Hverdage kl. 09.00-14.00

Redaktør