Formål med operationen
Du skal have indsat en slynge på grund af inkontinens/ufrivillig vandladning. Man kan have problemer med vandladningen af forskellige årsager, men ofte forekommer de efter en prostataoperation.
Slyngeimplantat
Slyngen er lavet af silikone og består af:
- En skumpude, der er placeret under urinrøret, som skaber et tryk/løft på urinrøret.
- To slyngeben, som indføres via spænderinge med henblik på at justere trykket mod urinrøret.
Sådan foregår operationen
Slyngen føres ind gennem et lille snit under pungen, og slyngebenene føres ud gennem et snit i hver lyske.
Når skumpuden ligger korrekt under urinrøret, spændes slyngebenene, og sårene sys sammen med få sting. Slyngebenene vil efterfølgende kunne mærkes under huden.
Operationen varer cirka 1 time og foregår i fuldbedøvelse.
Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen.
Vigtig forberedelse
Blodfortyndende
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause før operationen. Tal med lægen om det, når du henvises til operation.
Kost og aktivitet
Det er vigtigt, at din krop er i god fysisk form, når du skal opereres.
Du skal spise sundt og varieret.
Alkohol og rygning
Du bør være varsom med alkohol inden operationen og følge sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Hvis du ryger, anbefaler vi, at du stopper for at mindske risikoen for komplikationer.
Før operationen
Du skal inden operationen møde til forundersøgelse. Dette foregår oftest dagen før operationen. Her skal du:
- Have taget blodprøver og eventuelt et elektrokardiogram (EKG).
- Aflevere en urinprøve til undersøgelse for bakterier.
- Tale med en sygeplejerske.
- Tale med en læge.
- Eventuelt tale med en narkoselæge.
Rasering
Det er vigtigt, at al hårvækst er fjernet fra operationsområdet for at undgå infektion. Operationsområdet omfatter mellemkødet og helt ned til anus.
Når du møder på operationsdagen, vil sygeplejersken hjælpe dig med rasering.
Faste
Du skal bedøves i forbindelse med operationen, og du skal derfor faste og tørste. Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.
- Dagen før operationen må du spise og drikke frem til kl. 02.00.
- Efter kl. 02.00 må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter).
- Fra kl. 06.00 må du hverken spise eller drikke.
Vi anbefaler, at du umiddelbart før kl. 06.00 drikker 250 ml vand eller gerne et glas saftevand. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
På dagen for operationen
På operationsdagen skal du:
- Faste og tørste.
- Tage et brusebad hjemmefra.
- Tage eventuel vanlig morgenmedicin kl. 06.00 med lidt vand.
- IKKE tage eventuel blodfortyndende medicin eller diabetesmedicin.
- Tage ur og andre smykker af.
Når du ankommer, viser plejepersonalet dig til rette i afdelingen og informerer om, hvordan dagen vil forløbe.
Du vil få udleveret rent hospitalstøj og støttestrømper, og du får et identifikationsarmbånd på.
Før operationen vil du få anlagt et drop i en åre i hånden. I droppet gives antibiotika før, under og efter operationen for at hjælpe med at forebygge infektion.
Du vil også få en blodfortyndende indsprøjtning i mave eller lår og smertestillende medicin 1 gram Paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil).
Hvis du bruger briller, høreapparat eller har tandprotese, kan du beholde dette på.
På operationsgangen
Du vil blive hjulpet over på et leje af personalet og en portør.
Gennem droppet vil du få sovemedicin, smertestillende medicin og væske under operationen.
Efter operationen
Efter operationen vil du ligge på opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig.
Har du smerter, kvalme eller ubehag på anden måde, vil du blive hjulpet med dette. Når du er tilbage på sengeafsnittet, vil plejepersonalet tage imod dig og observere din tilstand. Du vil få tilbudt drikkevarer og noget at spise. Første gang du skal ud af sengen, vil plejepersonalet støtte dig.
Under operationen får du anlagt et urinkateter, som bliver fjernet dagen efter operationen.
Aktivitet
Selvom du føler dig træt, er det meget vigtigt for det videre forløb, at du kommer ud af sengen samme dag, som du er opereret. På den måde stimuleres kredsløbet, og risikoen for komplikationer mindskes.
Sårpleje
Forbindingen må fjernes dagen efter operationen, inden du går i bad. Trådene er selvopløselige og forsvinder af sig selv efter cirka 2-4 uger.
Efter udskrivelsen
Ubehag og smerter
Du kan opleve misfarvning af pungen og penis samt oplevet lette føleforstyrrelser i benene. Dette er helt normalt og forsvinder igen.
Du kan have smerter i operationsområdet i de første par uger efter operationen. Smerterne kan afhjælpes med 1 tablet Paracetamol 1 g max. 4 gange dagligt samt eventuelt 1 tablet Ibumetin 400 mg max. 3 gange dagligt.
Fysisk aktivitet
Du behøver ikke indskrænke dine dagelige aktiviteter, og du kan efter få dage gå på arbejdet som vanligt. Dog skal du være opmærksom på følgende i de første 4-6 uger:
Du må ikke
Gå i karbad eller svømmehal pga. risiko for infektion
Cykle, da sadlen støder lige mod slyngen, og ønsker du at cykle efter de 6 uger, skal du anvende specialsadel, tal med din læge om det
Løfte tunge ting (skal du holde vejret, er det for tungt)
- Dyrke hård fysisk motion (løb, vægtløftning, ridning og lignende)
Du bør også undgå samleje indtil sårene er helet.
Kontrol og efterbehandling
I forbindele med din udskrivelse orienterer vi dig om kontrol og eventuel videre behandlingsforløb. Du får en indkaldelse til kontrol cirka 1 måned efter operationen.
Justering af slyngen
Under operationen kan det være svært at bedømme, hvor meget slyngen skal strammes. Derfor vil nogle patienter opleve, at der fortsat vil være en grad af inkontinens. Det kan i de fleste tilfælde justeres ved en lille operation i lokal bedøvelse, hvor de 2 slyngeben strammes.
Slyngebenene kan strammes flere gange selv flere år efter operationen.
Resultater
- Efter operationen og en mulig justering af slyngen er cirka 70 % tørre eller næsten tørre.
- Cirka 20 % oplever en markant forbedring.
- Cirka 10 % oplever slet ikke nogen forbedring.